Organisationer: Paven tager 12 flygtninge i desperation

Skrevet af admin

16/04/2016

Mest læste i dag

Da pave Frans lørdag tog 12 syriske flygtninge med hjem til Vatikanet efter en tur på den græske ø Lesbos, var det for at sende et politisk budskab til Europas ledere.

Det mener Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

- Paven bliver grebet af de her menneskeskæbner. Vi har fælles regler for, hvordan flygtninge kommer videre. Vi bliver nødt til at holde os til de fælles aftaler. Men det sender et skarpt signal, siger hun.

Tidligere rapporterede græsk tv, at pave Frans havde planer om at tage tre flygtningefamilier med sig til Vatikanet. Deres navne blev udtrukket ved lodtrækning før pavens besøg på den græske ø.

- At paven gør det her, siger noget om den desperation, der er i den her situation. Han forudser ikke rigtig konsekvenserne af det, men han gør det jo bare for at hjælpe, siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Ifølge Red Barnets generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm, er pavens metode ikke ligefrem en måde, som en humanitær organisation vil gribe tingene an på.

Men han påskønner, at paven sender signalet.

- Pavens opgave er at vise vejen ved eksemplets magt. Min tolkning af det, han gør som øverste leder, er, at han viser barmhjertighed, siger Jonas Keiding Lindholm.

- Han siger, at hvor der er vilje, er der vej. Sidst, men ikke mindst, udtrykker han også, at der er plads til flere flygtninge i "det europæiske hus".

I den kaotiske indhegnede flygtningelejr på Lesbos var der både børn og voksne, som brød grædende sammen og bad paven om hjælp, efter at deres fortsatte rejse er blevet forhindret af EU's beslutning om at lukke en flygtningerute, som en million mennesker har benyttet siden begyndelsen af 2015.

Pavebesøget skabte også øget opmærksomhed om EU's aftale med de tyrkiske ledere.

Aftalen skal sikre, at flygtninge og migranter, der sejles illegalt til græske øer fra Tyrkiet af menneskesmuglere, hurtigst muligt sendes retur.

Tyrkiet er gået ind på at tage imod dem mod et løfte om milliarder af euro fra EU.

/ritzau/