Organisationer vil have konkrete løfter til de svageste

Målene bliver en pendant til de økonomiske 2020-mål. De vil - hvis de bliver konkrete nok - kunne måle, om samfundets svageste får det bedre, lyder det.

»Det er vigtigt, at det ikke bare bliver gode hensigtserklæringer, men konkrete mål, så vi rent faktisk kan følge, om det lykkes,« siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen. Han efterlyser flere midler til det sociale område, end der allerede er afsat på finansloven.

Også formand Benny Andersen fra Socialpædagogernes Landsforbund efterlyser konkrete langsigtede pejlemærker:

»Mange indsatser tager år. Hvis det eksempelvis handler om, at anbragte unge får en uddannelse, så når man det ikke fra dag til dag«.

Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) vil ifølge Politiken ikke på forhånd løfte sløret for, hvilke grupper der bliver prioriteret, men hun håber, at målene kommer til at give flere muligheder til udsatte borgere. Hun afviser, at der følger nye penge med.

»Der bliver allerede i dag brugt rigtig mange penge, men der er alligevel børn, unge og voksne, som ikke har en god effekt af indsatserne, og det kan vi ikke blive ved med at se på. Så vi må bruge pengene mere målrettet og med gennemprøvede metoder,« siger hun til avisen.

Dagens Gossip