Orkan lukker børsen på Wall Street

Handlerne på børsen i New York får sig en fridag mandag.

New York Stock Exchange (NYSE) oplyser sent søndag lokal tid, at den holder lukket som følge af orkanen Sandy, der nærmer sig storbyen. Tirsdag vil børsen på Wall Street muligvis også holde dørene lukket.

Tidligere meddelte NYSE, at den fysiske handel med aktier ville blive indstillet mandag, men nu er det besluttet også at stoppe for den elektroniske handel.

NYSE forklarer beslutningen med hensynet til de ansattes sikkerhed. Orkanen ventes at bringe kraftige vindstød med sig samt store mængder af regn. Desuden er der risiko for oversvømmede gader flere steder i New York.

- De farlige forhold, der er ved at udvikle sig som følge af orkanen Sandy, gør det yderst svært at garantere sikre forhold for vores medarbejdere. Sikkerhed har første prioritet, forklarer NYSE.

Myndighederne i New York er i alarmberedskab på grund af den tropiske superstorm. Stort set al trafik er indstillet. Over 7000 flyafgange- og ankomster er aflyst, og busser samt regional- og undergrundstogene er holdt op med at køre.

Kilde: Reuters

 

Dagens Gossip