Orkaner og storme koster forsikringsselskaber kassen

Skrevet af admin

13/01/2015

Dagens topnyheder

Blæst og stormvejr har resulteret i milliardudgifter for forsikringsselskaberne de seneste årtier.

Det viser data for skader fra Forsikring & Pension sammenholdt med DMI's stormliste.

Alene de fire dyreste orkaner eller orkanlignende storme i Danmark har de seneste 50 år tilsammen kostet selskaberne godt 21,5 milliarder kroner. De tre af dem har ramt landet inden for de seneste 10 år.

Den dyreste orkan var den, der i december 1999 blæste ind over den sydlige del af landet fra vest. Den kostede cirka 13,1 milliarder kroner fordelt på 385.000 skader.

Orkanen i august 2005 kostede lidt over fire milliarder kroner og ramte særligt Nordjylland og den jyske vestkyst hårdt. Det voldsomme vejr forårsagede dengang næsten 250.000 skader.

Allan og Bodil i henholdsvis oktober og december 2013 kostede tilsammen godt 4,2 milliarder kroner fordelt på tilsammen 240.000 skader.

Allan blæste ind over den sydlige del af Danmark og satte rekord i gennemsnitlig vindhastighed og vindstød, mens Bodil kom fra nordvest ind over hele landet.

Bodil forårsagede samtidig en kæmpe stormflod, men skaderne fra denne er ikke talt med i opgørelsen fra Forsikring & Pension.

Skaderne efter weekendens storme, Dagmar og Egon, er endnu ikke gjort op, og regningens størrelse kendes derfor ikke.

Hos Tryg oplyste pressetalsmand Tanja Frederiksen, at der ved kontorernes lukketid mandag i alt var anmeldt 950 skader.

Langt de fleste var af mindre alvorlig karakter, men hver tredje anmeldelse krævede dog, at selskabet måtte rykke ud og besigtige nærmere.

- Typisk er der tale om væltede træer, som har revet tagsten med sig, ødelagte drivhuse og trampoliner. Og så har vi fået anmeldelser om knækkede flagstænger og knuste bilruder, sagde hun til Ritzau.

Stormen Egon sørgede yderligere for rekordhøje vandstande i Nordjylland, og det fik mandag Stormrådet til at beslutte, at der fra Nissum Bredning i vest til Aggersundbroen i øst var tale om stormflod.

Dermed har personer i området mulighed for at søge om erstatning.

Tallene i analysen er ikke renset for inflation.

/ritzau/