Ornitologer: Grønland udrydder truet fugl

Skrevet af admin

29/10/2013

Dagens topnyheder

Grønland risikerer at udrydde polarlomvien, hvis politikerne i Nuuk genindfører forårsjagt på fuglen, der kun lægger ét æg om året.

Det frygter Dansk Ornitologisk Forening (DOF), som i et åbent brev til selvstyret opfordrer til at droppe planerne om fornyet jagt på den truede fugl.

Lomvier kan blive udryddet fra de sidste fuglefjelde i Grønland, hvis der bliver indført jagt op til yngletiden, hvor fuglene er mest sårbare, påpeger Egon Østergaard, formand for DOF, som har sendt brevet på vegne af det globale netværk Birdlife International.

- Det er rent ud sagt galimatias at tillade forårsjagt i Grønland på polarlomvien, hvis bestande i forvejen er i frit fald, siger Egon Østergaard.

Hvis politikerne i Grønlands parlamentariske forsamling, Inatsisartut, gør alvor af planen om at genindføre jagten på polarlomvien, når forslaget skal andenbehandles om få dage, risikerer de underskrive artens dødsdom i Grønland, frygter ornitologforeningen.

I Diskobugten er 97 procent af de ynglende polarlomvier ifølge foreningen forsvundet i løbet af de seneste 60 år. Og i Nordvestgrønland er en hel koloni på 250.000 ynglepar blevet udryddet på grund af jagt og efterstræbelse.

Biologerne i Grønlands Naturinstitut i Nuuk anbefaler at totalfrede arten, der siden 2001 har været fredet om foråret og i yngletiden.

Det bør politikerne lytte til, mener Hasse Hedemand, talsmand for Timmiaq, den grønlandske afdeling af DOF.

- Polarlomvien yngler først, når den er fem år gammel, og den lægger kun ét æg pr. ynglesæson. Det gør den særligt sårbar over for jagt om foråret og i yngletiden, siger Hasse Hedemand i en pressemeddelelse.

Der er i dag kun 19 grønlandske lokaliteter tilbage, hvor de sort-hvide alkefugle yngler. Alligevel lægger et flertal af de grønlandske politikere op til at tillade forårsjagt.

Grønland sætter derfor sin troværdighed som et arktisk samfund, der hviler på bæredygtige principper, på spil, mener Hasse Hedemand fra Timmiaq.

/ritzau/