Oscar-darling lever i lykkeoase

Efter 30 års ægteskab føler den 66-årige skuespillerinde Meryl Streep sig yderst heldig over at have et succesfyldt forhold til sin mand, skulptøren Don Gummer.

Parret har været gift næsten halvdelen af deres liv, men alligevel kender Meryl Streep ikke opskriften på at være lykkelig gift. Dog ved hun, at hun selv er meget lykkelig. 

- Jeg føler mig meget heldig, og jeg ved ikke, hvad jeg har gjort rigtigt. Jeg kender mange mennesker, der stadigvæk er gift. Min mand er selv skilt. Han lod sig skille som 21-årig efter at have været gift i et år, siger Meryl Streep til Female First. 

- Alle har et liv, og jeg tror ikke, at der er en bestemt opskrift på et lykkeligt liv. Jeg var bare heldig, at jeg fandt en god mand, fortæller Meryl Streep, som erkender, at på trods af det travle skuespillerliv, har hun tilbragt mere tid med sin familie end andre mennesker.

I et interview med YOU Magazine fortæller hun, at hendes fleksible arbejdstider har givet hende mere tid med familien.

- Jeg har mere tid med mine børn end folk, der sidder i et almindeligt job og har to ugers ferie om året. Men hvis det tog seks måneder at skyde en film, så arbejdede jeg også i seks måneder for bagefter at have fri, fortæller Streep til magasinet.

Trods et lykkeligt ægteskab for Meryl Streep er det ikke lykkedes datteren Mamie at forblive lykkeligt gift. Hun lod sig skille fra Benjamin Walker for to år siden. Men fordi familien var tæt knyttet, kom de godt igennem skilsmissen.

- Mamie har to søstre, som jeg ikke havde. Vi er en tæt familie, og støtten gjorde, at vi kom godt ud af det, siger Meryl Streep. 

Meryl Streep er snart aktuel i filmen "Suffragette", som har premiere i oktober måned.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip