Oscar-vinder dropper forlovelse efter 60 dage

Skrevet af admin

07/06/2016

Dagens topnyheder

I marts måned annoncerede den amerikanske skuespillerinde Hilary Swank på lykkelig vis sin forlovelse til den tidligere tennisspiller Ruben Torres på både Instagram og Twitter.

- Det her skete på en vandretur! Jeg er så glad for at kunne annoncere min forlovelse med min kære Ruben, skrev Hilary Swank ifølge E! News, da hun afslørede turtelduernes giftermål.

Men efter blot to måneder er romantikken dog forsvundet mellem parret, og de søde minder om forlovelsen er blevet slettet fra Hillary Swanks profiler på de sociale medier. Ifølge det amerikanske medie People Magazine er Ruben Tores og Hilary Swank nemlig gået fra hinanden og har droppet alle fremtidige planer om ægteskab.

Da Hillary Swank overvågede tennisturneringen French Open blev hun også set uden sin forlovelsesring på fingeren, og repræsentanter for "Million Dollar Baby"-stjernen bekræfter overfor People Magazine, at forlovelsen er droppet, og at parret er gået hver til sit. Den Oscar-vindende skuespillerinde dannede par med Ruben Torres i lidt under et år, før de blev forlovede i marts under en tur til Palm Springs.

Var ægteskabet blevet til noget, ville det have været anden gang, at 41-årige Hilary Swank skulle til alters, efter hun i 10 år var gift med skuespilleren Chad Lowe, som hun blev skilt fra i 2007.

/ritzau/FOKUS