Oscar-vinder: Min mand må gerne være mig utro

Skrevet af admin

21/11/2015

Mest læste i dag

Selv om Mo'Nique og manden Sidney Hicks har lovet hinanden evigt troskab, boltrer de sig også med andre end hinanden.

Parret har nemlig et såkaldt åbent ægteskab, hvor det er fuldt ud accepteret at have sex med andre partnere, afslører den 47-årige skuespillerinde i et opsigtsvækkende interview.

- Det var mit initiativ. Folk er utro, fordi de mangler noget i forholdet. Løsningen er at give hinanden et fripas til at være sammen med andre, forklarer den Oscar-vindende "Precious"-stjerne til mediet True Exclusives og uddyber sin pointe:

- Vi er bare mennesker. Bare fordi jeg eksempelvis ikke kan opfylde nogle af min partners ønsker og behov, betyder det ikke, at jeg skal fratage ham retten til det, lyder det fra Mo'Nique.

Den ægteskabelige aftale betyder, at hverken Mo'Nique eller manden booker snuskede motelværelser eller lyver om, hvor længe den der konference egentligt varede, når de får lyst til at være sammen med andre.

- Vi har en aftale med hinanden om at være åbne og ærlige omkring det, hvilket mange andre par desværre ikke er om deres ønsker og behov. Hvis man har åbne og ærlige samtaler med hinanden, er det ok, fortæller skuespillerinden videre.

Og noget tyder på, at aftalen virker for trods den galopperende skilsmissestatistik i Hollywood, holder parret, der har været gift siden 2006 og er forældre til to sønner, stadig sammen.

- Man siger ja til hinanden i medgang og modgang, men hvis man ikke kan stå ved disse løfter, skulle man nok ikke have indgået dem. Langtidsholdbare forhold baserer sig på ærlighed og kommunikation, mener Mo'Nique.

/ritzau/FOKUS