OSCE-gruppe ankommet til flyvrag

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, siger, at de ikke har været i stand til at sikre en adgangs-korridor frem til stedet, hvor et malaysisk passagerfly blev skudt ned torsdag i det østlige Ukraine.

- De har ikke fået den adgang til katastrofestedet, som de havde ventet. De har ikke den bevægelsesfrihed, som er nødvendig for at udføre deres opgaver. Nedstyrtningsstedet er ikke afspærret, siger formanden for OSCE, Thomas Greminger, til Reuters.

- Under de nuværende omstændigheder er de ikke i stand til at sikre en korridor til stedet, for de personer, som skal forestå efterforskningen, fastslår han.

Greminger kunne ikke umiddelbart bekræfte eller afvise rapporter om, at der var blevet skudt advarselsskud, da OSCE-holdet nærmede sig flyvraget.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, frygter, at prorussiske separatister skal give de sorte bokse fra flyet videre til en tredjepart efter flystyrtet.

I en samtale fredag med forbundskansler Angela Merkel understregede den ukrainske præsident, at de sorte bokse bør gives videre til internationale eksperter. Han inviterede tyske havarieksperter til at gå ind i sagen.

OSCE-gruppen vil igen lørdag forsøge at få uhindret adgang til flyvraget.

Omkring 30 af organisationens medarbejdere ankom tidligere fredag i helikopter til stedet for flykatastrofen.

- De landede i helikopter. Det var en gruppe på omkring 30 personer, siger en talsmand for det schweiziske formandskab, Roland Bless, til Reuters.

Han siger, at "kontaktgruppen af diplomater fra OSCE, Rusland og Ukraine først holdt et møde og talte med separatisternes ledere via et video link.

OSCE-gruppen er ankommet til katastrofestedet på et tidspunkt, hvor det meste af det internationale samfund kræver en international undersøgelse af flystyrtet. De prorussiske oprørere har lovet at hjælpe internationale eksperter med efterforskningen.

FN's Sikkerhedsråd kræver tragedien fuldt ud belyst gennem en international undersøgelse.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip