OSCE: Rusland er klar på observatørmission på Krim

Rusland har ændret holdning til en europæisk observatørmission, der ønsker at få adgang til den ukrainske halvø Krim.

Rusland har været det eneste blandt 57 OSCE-medlemmer, som ikke har været villig til at overveje en sådan mission med politiske observatører og eksperter.

En schweizisk diplomat Thomas Greminger oplyser, at forhandlingerne med Rusland først for alvor er gået i gang torsdag.

Schweiz har i øjeblikket formandskabet for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

Missionen med politiske observatører og eksperter er en anden end den militære, ubevæbnede OSCE-mission, som den seneste tid forgæves har forsøgt at opnå adgang til halvøen i Sortehavet.

I stedet for at tage hjem onsdag, som det oprindelig var planen, besluttede de militære observatører efter ønske fra regeringen i Kijev i Ukraine at blive til søndag - med fokus på den østlige del af landet.

I de områder, som observatørerne vil inspicere for at få skabt sig et overblik over krisen i landet, er befolkningen overvejende russisk-orienteret modsat indbyggerne i den vestlige del af landet.

Den prorussiske Krim-regering bad mandag OSCE sende en mission af observatører til at følge søndagens omstridte folkeafstemning.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip

Dagens TV