Oslo siger ja til OL i 2022

173.000 af indbyggerne i den norske hovedstad stemte ja, mens 141.000 stemte imod. Oslos ja til at være vært for legene vækker glæde i det norske idrætsforbund.

»Det er virkelig en bundsolid sejr med cirka 32.000 stemmer i overvægt. Det er virkelig rart, at folk i Oslo i så høj grad har stemt for, at vi skal arrangere OL i Oslo i Norge,« siger generalsekretær i Norges Idrætsforbund, Inge Andersen, til VG.

OL-afstemningen, som foregik sideløbende med Stortingsvalget mandag, er en såkaldt rådgivende folkeafstemning, hvor alle indbyggere i Oslo med stemmeret kunne stemme. Næste skridt i bestræbelserne på at få vinter-OL til Oslo i 2022 bliver at overbevise den nye norske regering og resten af Stortinget, inden der 15. november er frist for at melde sin interesse om værtskabet til Den Internationale Olympiske Komité, IOC.

Norges nye statsminister, Erna Solberg, bor ikke i Oslo, og stemte derfor ikke om OL-spørgsmålet. Hun vil endnu ikke sige, hvad hendes holdning til et eventuelt OL i Norge er.

»Først må man tage stilling lokalt, før det behandles nationalt,« sagde Erna Solberg mandag til den norske avis Dagbladet.

En af Oslos største konkurrenter i konkurrencen om OL-værtskabet i 2022 er München, men ifølge Sverre Seeberg, vicepræsident i Det Internationale Skiforbund (FIS), har en Oslo en stor fordel i forhold til den tyske storby: »En norsk ansøgning vil få en høj stjerne i FIS, fordi vi gerne vil have, at udeidrætsgrenene skal arrangeres i de byer, hvor OL er, og ikke langt oppe i bjergene. Det er et stort plus for Oslo,« sagde Sverre Seeberg til VG natten til tirsdag.

Norge har to gange tidligere haft æren af at være vært for vinterudgaven af De Olympiske Lege, nemlig i 1954 i Oslo og i Lillehammer i 1994.

Dagens Gossip

Dagens TV