Oslo trækker sig fra vinter-OL 2022

Skrevet af admin

01/10/2014

Mest læste i dag

Den norske hovedstad Oslo er ikke længere blandt kandidaterne til værtskabet for vinter-OL i 2022.

Onsdag aften har de to regeringspartier Høyre og Fremskrittspartiet sagt, at de ikke støtter Oslos OL-planer.

Herefter har også Oslo Kommune meddelt, at man indstiller søgeprocessen.

- Det var ikke den besked, vi havde håbet på, siger lederen af Oslos ansøgning, Eli Grimsby, ifølge dagbladet.no

Også præsidenten for det norske skiforbund, Erik Røste, er ærgerlig over afgørelsen, som han kalder trist for norsk idræt.

- Jeg er selvfølgelig skuffet. Mest fordi vi har stået samlet bag ansøgningen og arbejdet hårdt med det siden 2011, men også fordi, jeg mener, at vi går glip af en stor mulighed for at give norsk idræt et løft for de kommende generationer, ligesom OL i Lillehammer gjorde.

I det seneste år er befolkningens støtte til OL-ansøgningen faldet konstant, og det har været medvirkende til politikernes beslutning.

- Et så stort projekt, som er så dyrt, kræver bred opbakning, siger statsminister Erna Solberg ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dermed er der kun to byer tilbage i kampen om værtskabet for den store begivenhed. Det er Almaty i Kasakhstan og Kinas hovedstad, Beijing.

/ritzau/