Otte anholdt i politiaktion mod hvide bude

Skrevet af admin

04/12/2014

Mest læste i dag

Mange kokain-købere kan forvente at få en julehilsen fra politiet.

Københavns Politi gennemførte onsdag en stor aktion mod en gruppe af såkaldte hvide bude, hvor otte personer blev anholdt.

- Der blev foretaget ransagning af 14 lokaliteter. I forbindelse med ransagningerne blev der fundet 270.000 kroner i kontanter, et kilo kokain, 100 gram amfetamin, 80 gram hash samt diverse tyvekoster, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

De anholdte er ifølge politiet en del af en bande med navn "La Raza".

- Afdelingen for Organiseret Kriminalitet har igennem en længere periode efterforsket mod medlemmer af bandegrupperingen La Raza, der efter vores vurdering har leveret kokain til købere i hele Storkøbenhavn, siger vicepolitiinspektør Lau Thygesen.

Efter politiets opfattelse har de såkaldte hvide bude i mere end 3000 tilfælde leveret kokain til en kundekreds på op mod 400 personer, hvoraf flere har modtaget adskillige leverancer.

Fremgangsmåden har været således, at kunden via sms angav en leveringsadresse, hvorefter en kurér kom med stoffet.

- Vores indsats er rettet mod købere, sælgere og leverandører. I denne sag kan de mange købere forvente at få en julehilsen fra Københavns Politi, som de måske ikke bliver så glade for, siger Lau Thygesen.

De otte anholdte fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Heraf fremstilles fem personer i alderen 24 til 42 år, der har direkte forbindelse til sagen om hvide bude. De tre øvrige fremstilles i en særskilt sag vedrørende salg af narkotika.

/ritzau/