Otte bankchefer bliver tiltalt for kursfup

Otte tidligere chefer i Sparekassen Kronjylland og i de to krakkede banker EBH Bank og Morsø Sparekasse tiltales for kursfup.

Det er den hidtil største sag om kursmanipulation i bankverdenen.

Tiltalen drejer sig også om mandatsvig og bedrageri.

Anklagen har været ventet i lang tid, og den skal behandles af Retten i Hjørring, oplyser Bagmandspolitiet.

Blandt de tiltalte er den tidligere bestyrelsesformand Egon Korsbæk fra EBH Bank.

Den påståede strafbare jonglering med kursen drejer sig om aktier i Vestjysk Bank og i Keops obligationer.

- Der er tale om en meget kompleks sag, og grundet den store samfundsmæssige betydning har efterforskningen haft meget høj prioritet, udtaler statsadvokat Jens Madsen i en pressemeddelelse.

Kriminaliteten skal være sket ved, at der blev indkøbt værdipapirer til cheferne selv eller deres hustruer. Derefter blev der givet købs- og salgsordrer for at få kursen op på et kunstigt højt niveau, hævdes det.

Svindelen skal være sket fra januar 2008 til august 2008.

Sagen er meget tungere end en tidligere sag, hvor de to tidligere direktører i henholdsvis EBH Bank og i Sparekassen Himmerland hver blev idømt ubetinget fængsel i fem måneder for kursmanipulation.

Denne dom, der blev afsagt af Retten i Hjørring i marts, er under anke til Vestre Landsret.

/ritzau/

Dagens Gossip