Otte bankfolk risikerer fængsel i sag om grov kriminalitet

Skrevet af admin

19/11/2014

Dagens topnyheder

En række handler med værdipapirer vil i løbet af det næste halve års tid blive nærstuderet i en retssal i Hjørring.

Her skal det afgøres, om otte mænd fra bankverdenen har begået økonomisk kriminalitet for et tocifret millionbeløb og skal i fængsel.

Blandt de tiltalte er tre tidligere direktører fra Ebh Bank, Morsø Sparekasse og Sparekassen Kronjylland. De bevægede sig langt væk fra dydens smalle sti, hævder Bagmandspolitiet.

Alle otte nægter sig skyldige i sagen, som begynder onsdag formiddag.

På papiret var det også nogle af de tiltaltes hustruer og et enkelt barn, som blev rigere, da obligationer og aktier blev købt og solgt tilbage i 2008.

I stort omfang var familiemedlemmerne imidlertid ifølge Bagmandspolitiet blot stråmænd.

En af de centrale personer i affæren er den tidligere direktør i Ebh Bank Finn Strier Poulsen.

Han optræder i samtlige syv forhold i anklageskriftet, som beskriver kursmanipulation, bedrageri og mandatsvig.

For eksempel var han angiveligt med til at svinge taktstokken, da Ebh Bank købte Keops Ejendomsobligationer til kurs 119. Derefter blev de solgt til samme pris til blandt andre hustruen.

Næste skridt var at lade banken købe obligationer til en højere pris, så kursen på Nasdaq OMX blev løftet op på 127. Sidste led i manøvren var, at banken købte til kurs 126 og 128 af blandt andre Strier Poulsens hustru.

Ovenikøbet begik Strier Poulsen også bedrageri, lyder påstanden. Nemlig ved at få bestyrelsen i Morsø Sparekasse Fonden til at købe obligationerne til en opskruet pris.

På bundlinjen i dette forløb står ifølge anklageskriftet, at hustruen og andre fik en uberettiget gevinst på 1,1 millioner kroner, mens fonden blev påført et formuetab på 1,3 millioner kroner.

Også den tidligere chef i Morsø Sparekasse Jørn Balch Christensen og kollegaen fra Sparekassen Kronjylland Ove Knudsen er blandt de tiltalte.

I alt blev der begået mandatsvig eller bedrageri for 10,5 millioner kroner, mens udbyttet ved kursmanipulationen kom op på 6,9 millioner kroner, hævdes det.

Under de mange retsmøder vil tilhørerne kunne lytte med på optagelser af snak fra fondsafdelingen i Ebh Bank, de såkaldte voicelog.

Tidligere har Bagmandspolitiet dog haft svært ved at overbevise domstolene om, at højtstående personer i Ebh Bank har begået kursfup. To gange i år har Vestre Landsret sagt nej. I den ene sag var Strier Poulsen blandt de frifundne.

- Vi mener, at de to afgørelser ikke skal have indflydelse på, hvordan retten skal vurdere denne sag. Det er en ny sag med nye beviser, siger specialanklager Jørn Thostrup.

/ritzau/