Otte migranter er druknet i havet på vej til Lesbos

Skrevet af admin

24/12/2015

Dagens topnyheder

Otte migranter, heriblandt tre børn, er druknet i forsøget på at nå den græske ø Lesbos fra Tyrkiet. Det skriver tyrkiske medier ifølge nyhedsbureauet AFP.

Migranternes træbåd sank i høje bølger nær den tyrkiske kyst, skriver nyhedsbureauet Dogan. Yderligere 14 migranter meldes savnet.

Den tyrkiske kystvagt leder efter de forsvundne, og dykkere er sendt til stedet efter et tip om, at der kan være flere flygtninge under dækket på den sunkne båd.

FN's flygtningeagentur og Den Internationale Migrantorganisation (IOM) oplyste tidligere på ugen, at flere end en million migranter og flygtninge er kommet til Europa i år. Langt størstedelen, 816.752, er kommet ad søvejen til Grækenland.

Tallet bygger på statistik fra de seks EU-lande Grækenland, Italien, Bulgarien, Spanien, Malta og Cypern.

Græsk politi sagde onsdag, at mindst 13 mennesker, herunder syv børn, var druknet, da deres båd sank på vej til en af de græske øer.

Mindst 2,2 millioner syriske flygtninge befinder sig i Tyrkiet i øjeblikket, og landet er dermed afgangsland for mange flygtninge, der vil til Europa.

I november landede EU en aftale med Ankara om at nedbringe antallet af flygtninge, der kommer til EU, til gengæld får Tyrkiet økonomisk assistance i form af 3,2 milliarder dollar.

Efter aftalen har den tyrkiske kystvagt øget tilstedeværelsen ved kysterne, hvor smuglerne huserer.

EU's ambassadør i Tyrkiet, Hansjorg Haber, sagde i sidste uge til AFP, at målet er at gøre smuglerne arbejdsløse samt holde flygtningene og migranterne fra kysterne.

/ritzau/AFP