Otte russiske atleter var dopet ved OL i London

Skrevet af admin

28/05/2016

Mest læste i dag

Otte russiske atleters dopingprøver fra OL i London i 2012 er fundet positive, efter at prøverne er blevet testet igen.

Det oplyser den olympiske komité i Rusland (ROC) lørdag ifølge AFP.

- Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har officielt informeret Ruslands olympiske komité om, at resultaterne af nye test af prøver, der er taget under OL i London, viser positive resultater for otte russiske atleter i tre discipliner, lyder det i en udtalelse fra ROC.

Det sker, efter at IOC fredag meddelte, at i alt 23 atleter fra OL i London var testet positive for doping, efter at 265 prøver var blevet testet igen med nutidens forbedrede metoder.

Rusland bekræftede tidligere i denne uge, at 14 af nationens atleter havde positive dopingprøver i forbindelse med OL i Beijing i 2008. Det skete også, efter at prøverne var testet igen.

I tilfældet med de otte russiske atleter er der foreløbig tale om A-prøver.

- I henhold til de internationale regler vil atleternes navne ikke blive offentliggjort, før der foreligger analyser af B-prøverne, lyder det i den russiske udtalelse.

/ritzau/