Otte soldater dræbt af vejsidebombe i Thailand

Eksplosionen fandt sted i Krong Pinang-distriktet, hvor soldaterne kom kørende i et militærkøretøj, da vejsidebomben gik af.

»Det var en meget kraftig bombe, der ødelagde lastbilen fuldstændig,« sagde talsperson for det thailandske militær Pramote Promin efter angrebet til AFP.

Yderligere fire personer - to soldater og to civile - blev såret, da vejsidebomben sprængte.

Der er endnu ingen, der har taget ansvar for angrebet, men islamistiske terrorgrupper har tidligere udført flere lignende angreb, skriver AFP.

Et ni år langt oprør har kostet mere end 5.500 mennesker livet i den primært muslimske sydlige del af landet, hvor de lokale klager over årelang diskrimination fra myndighederne i Thailand, hvor flertallet af indbyggerne er buddhistiske.

Sikkerhedspersonel og personer med relation til regeringen og myndighederne er jævnligt mål for angreb, skriver AFP.

De thailandske myndigheder havde sine første officielle samtaler med repræsentanter fra en af de dominerende oprørsgrupper tidligere på året.

Parterne nåede imidlertid ikke til enighed, og den daglige vold fortsætter, skriver AFP.

BNB/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV