Ottesen elsker svømning efter ny træner

En ny træner har været med til at give den danske topsvømmer Jeanette Ottesen motivationen tilbage.

Den 25-årige verdensmester i 100 meter fri er meget begejstret for samarbejdet med australske Shannon Rollason, som har været med til at få Jeanette Ottesen tilbage på rette spor efter sidste års OL i London.

- Jeg skulle have gejsten tilbage for at svømme, det var hårdt op til OL og efter OL. Så da jeg mødte Shannon og begyndte at træne med ham, så fik jeg gejsten tilbage, fortæller Jeanette Ottesen.

Shannon Rollason tiltrådte den 1. marts som cheftræner på det nationale træningscenter i København som afløser for Paulus Wildeboer. Nogenlunde samtidig vendte Jeanette Ottesen hjem efter et træningsophold i USA.

- Jeg mødte ham (Shannon Rollason), efter jeg kom hjem fra Miami, det vil sige i begyndelsen af marts. Han har fået mig til at indse, at det stadig er en sport, det er ikke mit liv, det her. Jeg skal bare have det godt, tage det roligt og nyde min sport, siger Jeanette Ottesen.

Danskeren har bestemt sig for, at hun vil forsøge at kvalificere sig til OL i Rio i 2016.

Det vil i så fald blive Jeanette Ottesens fjerde OL, eftersom hun debuterede i OL-sammenhæng som 16-årig i Athen i 2004.

Hun har lagt en anden strategi for sin kommende OL-kampagne end de offensive udmeldinger, som hun tidligere er kommet med.

- Jeg går ikke efter en medalje. Jeg går efter at komme med til Rio. Det er dér, fejlen har ligget før, hvor jeg har meldt ud, at jeg gik efter medalje.

- I den disciplin, jeg svømmer, er intet sikkert, uanset om jeg er blevet verdensmester. Marginaler afgør det. Jeg går efter at komme med til OL og få en OL-finale mere.

- Det vil være løgn at sige, at det (OL-medalje) ikke er en drøm, men det er ikke målsætningen, siger Jeanette Ottesen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV