Ottesen er næstbedst i indledende på 50 meter

Skrevet af admin

18/08/2014

Dagens topnyheder

Til trods for, at hun blev sat til vægs af svenskeren Sarah Sjöström, gik Jeanette Ottesen let videre til semifinalen i 50 meter butterfly ved EM i Berlin.

Danskeren vandt sit heat i tiden 25,64 sekunder og har næstbedste tid med sig til semifinalen.

Sarah Sjöström satte for nylig verdensrekord hjemme i Borås og svømmede også mere end et halvt sekund hurtigere end Ottesen mandag formiddag.

Jeanette Ottesen sagde imidlertid for få dage siden til Ritzau, at hun føler, at hun har krammet på svenskeren ved de store stævner, og umiddelbart så hun i hvert fald også ud til at have mere i sig. Danskeren svømmer semifinale mandag aften.

Tidligere på formiddagen var Anders Lie meget tæt på en finaleplads i 400 meter fri.

Anders Lie satte 10. bedste tid og må nøjes med en reserveplads til finalen. Han var to sekunder langsommere end englænderen Stephen Milne, som satte bedste tid. Lie var kun knapt tre tiendedele fra den ottendeplads, som ville have givet ham en finaleplads.

Mads Glæsner og Anton Ø. Ipsen blev henholdsvis nummer 17 og 20 i indledende på samme distance.

Også Julie Aglund Lauridsen (400 meter medley), Sarah Bro (200 meter ryg) samt Daniel Skaaning og Viktor Bromer (50 meter butterfly) var i vandet mandag formiddag. Ingen gik videre fra de indledende heats.

Til gengæld er Danmarks kvinder i 4x100 meter fri klar til mandag aftens finale uden at svømme. Kun otte nationer er tilmeldt disciplinen, så indledende heats var overflødige.

Det betyder, at banerne til finalen er fordelt ved lodtrækning, og Danmark svømmer yderst på bane otte.

/ritzau/