Ottesen henter nyt World Cup-guld i Dubai

Skrevet af admin

18/10/2013

Dagens topnyheder

Også på sidste konkurrencedag ved World Cup-stævnet i Dubai understregede svømmestjernen Jeanette Ottesen Gray, at hun fortsat hører til i den absolutte verdenselite.

Fredag eftermiddag slog danskeren først ind mod bassinkanten i 50 meter butterfly og kan dermed rejse hjem med endnu en guldmedalje til samlingen.

Allerede torsdag blev det til guld på den dobbelte distance.

Ottesens tid på 50 meter blev 25,03 sekunder, hvilket er 11/100 af et sekund langsommere end hendes egen danske rekord på kortbane, men altså hurtig nok til at distancere Li Tao fra Singapore med mere end et halvt sekund.

Tidligere fredag blev det også til en bronzemedalje i 100 meter fri for den succesfulde dansker, der samlet sikrede sig fire ud af fem danske medaljer ved stævnet.

Den sidste stod Mads Glæsner for torsdag, da han kom på podiet i 400 fri. Til gengæld kunne han ikke gøre sig gældende, da han fredag forsøgte sig på "kongedistancen" 1500 meter fri.

Her sluttede danskeren som nummer 10.

/ritzau/