Ottesen svømmer sig til mere triumf i Doha

Skrevet af admin

20/10/2013

Dagens topnyheder

Den danske svømmestjerne Jeanette Ottesen Gray svømmer hurtigt i disse dage.

Tidligere på ugen vandt hun fire medaljer ved World Cup-stævnet i Dubai, og på søndagens førstedag ved World Cup-begivenheden i Doha fortsætter de gode takter.

Ottesen Gray vandt to medaljer. Hun sejrede i 100 meter butterfly i tiden 56,74 sekunder, og det var 0,36 sekunder hurtigere end nummer to, Tao Li fra Singapore.

Desuden blev det til en tredjeplads i 50 meter fri i tiden 24,33 sekunder. Her sejrede hollandske Ranomi Kromowidjojo med 23,69 sekunder.

- Jeg har følt mig tung hele dagen og følte mig ikke oppe på dupperne og manglede lidt power, men min 100 butterfly gik fint det taget i betragtning. Jeg gik efter at vinde, og det var vigtigere end tiden, der var lidt langsommere end i Dubai forleden.

- Min 50 meter fri var til gengæld lidt hurtigere end i Dubai, og jeg kan ikke være utilfreds med bronzemedaljen, da jeg lavede et par fejl undervejs, der koster på så kort en distance, siger Ottesen Gray i en pressemeddelelse.

- Jeg har svømmet med min nye crawlteknik hernede, og jeg synes, den virker okay. Jeg er glad for, der er lidt tid endnu inden EM, men det føles godt og naturligt nu, så det er fint, at jeg ikke skal tænke for meget over teknikken, når jeg svømmer.

- Det skal nok blive endnu bedre til EM i Herning i december, siger hun.

Også hos herrerne var der medaljer til Danmark. Mads Glæsner blev nummer tre i 400 meter fri i tiden 3.42,03 minutter.

Han var næsten to et halvt sekunder langsommere end vinderen, australske Robert Hurley.

Stævnerne i Dubai og Doha er de første for Mads Glæsner efter den dopingkarantæne, som han blev idømt for at have brugt en ulovlig astmainhalator i forbindelse med sidste års VM på kortbane i Istanbul.

Begge svømmere hopper i vandet igen mandag, hvor der for Ottesens vedkommende venter 50 meter butterfly og 100 meter fri, mens Glæsner svømmer 1500 meter fri.

/ritzau/