Outlet Center i Billund et stort skridt nærmere

Realiseringen af et stort Outlet Center i Billund – tæt på Lalandia, Legoland og Billund Lufthavn – er kommet et stort skridt nærmere, idet landsplandirektivet - der giver mulighed for byggeriet - nu er godkendt.

- Godkendelsen af landsplandirektivet var den begivenhed, vi har ventet på for at kunne gå i beslutningsfasen, fortæller Jan Harrit, administrerende direktør i Lalandia.

Outlet Centret, der vil blive placeret umiddelbart øst for Lalandia, vil indeholde butikker for kendte varemærker, og vil sælge kvalitetsvarer til fordelagtige priser. Det vil blive på op til 20.000 kvadratmeter butiksareal, og vil få 60-80 butikker.

Om det bliver Lalandia, der skal opføre og drive det nye Outlet Center afgøres på et senere tidspunkt.

- Vi ejer jorden, hvorpå Outlet Centret kan bygges, udviklingsarbejdet forløber planmæssigt, og flere af varemærkerne på vores ønskeliste har tilkendegivet, at de ønsker at være med i Billund, fortsætter Jan Harrit.

Sammen med den nye attraktion ”Lego Huset”, der vil blive opført i Billund midtby i de kommende år, kan Outlet Centret være med til at trække endnu flere gæster til Billund.

Dagens Gossip

Dagens TV