Ove C. efter lussing: Vi har ikke forstået budskabet

Skrevet af admin

24/11/2013

Dagens topnyheder

Ove Christensen havde en frustrerende søndag aften i Parken, da hans Viborg-hold tabte 1-4 til FC København i Superligaen.

Træneren så sit hold forære FCK kampens første mål efter 38 sekunder, og endnu en kæmpebrøler fra gæsterne gjorde det senere til 3-1 til værterne.

Hertil kom svigtende Viborg-markeringer, der var medvirkende til mestrenes to andre scoringer.

- Som ansvarlig cheftræner er jeg nødt til at påtage mig ansvaret for det her, siger Ove Christensen.

Veteranen peger samtidig på, at det er spillerne, der skal udføre trænerens ordrer, og det skete ikke i Parken.

- I dag kan jeg konstatere, at vi ikke har forstået budskabet, siger han.

Viborgs oprykkere har hentet 20 point i 16 kampe og ligger på syvendepladsen i Superligaen.

Det er umiddelbart et meget tilfredsstillende facit, selvom nedrykningsstregen kun er to point væk.

Men efter tre nederlag på stribe ringer alarmklokkerne for Ove Christensen.

- I øjeblikket har vi smidt det, som vi var rigtigt dygtige til. Det har vi smidt på gulvet på tre kampe.

- Vi er i en vanskelig situation nu, og det er vigtigt, at vi erkender det.

- Paradokset er, at vi har haft en meget god sæson, men vi må forholde os til, at vi har tabt de seneste tre kampe, siger Ove Christensen.

Viborg møder lørdag Sønderjyske på hjemmebane.

/ritzau/