Ove P. om OB-redningsaktion: Jeg har prøvet det før

Det er en erfaren herre, som tirsdag overtog cheftrænerposten hos den skrantende fynske fodboldstolthed, OB, efter fyringen af Troels Bech.

60-årige Ove Pedersen har tidligere trænet adskillige klubber i Superligaen, nemlig AGF, Esbjerg, FC Midtjylland og senest FC Vestsjælland.

- Der er ingen tvivl om, at det er en af landets store klubber, jeg begynder i, siger træneren til OB's hjemmeside.

- OB er midt i et turnaround, der er meget tydeligt for alle, og det giver altid udfordringer. Jeg kan huske lignende situationer i Esbjerg og AGF, så jeg har prøvet det før, og der er ikke noget, der kommer bag på mig i OB, siger han.

OB ligger på 11.-pladsen i Superligaen med blot seks point for ni kampe.

Sidste uges pokalexit mod Brønshøj fra den næstbedste række og mandagens 1-2-nederlag ude til FC Nordsjælland blev for meget for OB-ledelsen, der skred til fyring af Troels Bech.

OB er blevet beskyldt for at have ført en dårlig indkøbspolitik, men det afviser den nye træner.

- Jeg har set og hørt flere eksperter, der mener, at OB har handlet forkert ind, og at holdet ikke er godt nok, men det er jeg meget uenig i - og det har været en af årsagerne bag mit ja til klubben.

- Jeg mener afgjort, at OB’s målsætning er realistisk, og jeg er ikke bekymret i forhold til at tage point fra de øvrige hold i ligaen, siger han.

Ove Pedersens første kamp for OB bliver lørdagens bundslag hjemme mod Superligaens agterlanterne, Silkeborg.

Træneren har foreløbig fået kontrakt for resten af denne sæson hos OB.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip