Ove Pedersen: Hobro handler ikke kun om brandslukning

Skrevet af admin

24/11/2015

Mest læste i dag

Ove Pedersen bliver manden, der skal redde fodboldklubben Hobro fra at rykke ud af Alka Superligaen.

Den erfarne træner, der er blevet købt fri af sin kontrakt med Fredericia fra den næstbedste række, ser frem til udfordringen.

- Det tiltaler mig, at der i Hobro IK ligger en klar vision og handlingsplan, siger han til Hobros hjemmeside.

- Det handler ikke kun om brandslukning, selvom resultaterne i første fase er det vigtigste.

- Der er stort set ikke den situation, jeg ikke har været igennem som træner, og første del af opgaven minder meget om en opgave, som jeg har prøvet før, siger Ove Pedersen.

Den tidligere træner for blandt andre Esbjerg, AGF, FC Vestsjælland og OB har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2017.

Hobro sagde i oktober farvel til cheftræner Jonas Dal, der skiftede til Esbjerg.

Siden har Lars Justesen midlertidigt stået i spidsen for Hobro-holdet.

Hobro er i øjeblikket isoleret på sidstepladsen i Alka Superligaen med ni point for 16 kampe.

Klubben har seks point op til Esbjerg, der ligger lige over nedrykningsstregen.

/ritzau/