Over 1,000 omkomne: Historiens værste industrielle katastrofer

Skrevet af Christian Ribergaard

10/05/2013

Dagens topnyheder

Det er heldigvis sjældent, at over 1,000 mennesker må lade livet på grund af en industrielt katastrofe. Her er en liste over de værste katastrofer set i tabte menneskeliv:

26. april 1986: En reaktor på Tjernobyl eksploderer og dræber i følge FN op mod 9,000 mennesker over en længere periode. Flere døde af stråling, mens der stadig i dag er voldsomme helbredsmæssige konsekvenser af uheldet. Nedfaldet fra eksplosionen ramte store dele af Europa, Rusland og østkysten af USA.

3. december 1984: En sprøjtemiddelfabrik ved Bhopal i Indien udledte enorme mængder giftgas, som omkring 500,000 indere i de omkring liggende slumkvarterer, kom i berøring med. Der er stor uvished omkring dødstallet. Det officielle antal, der døde som en direkte følge af udslippet, er 3,787.

Andre regeringskilder anslår dødstallet til 15,000, mens andre igen påstår at 8-10,000 døde indenfor 72 timer, mens yderligere 25,000 efterfølgende døde som følge af katastrofen. Udslippet forurener stadig grundvandet i Bhopal.

26. april 1942: En gas og kul eksplosion dræber 1,549 mennesker i Kina. Minen lå i Benxi og var styret af japanerne.

6. december 1917: Det franske skib SS Mont-Blanc, var lastet med en yderst eksplosiv last af krigsmateriel, da det kolliderede med et norsk skib ved Halifax havn, Nova Scotia i Canada. SS Mont-Blanc  eksploderede, og dræbte 2,000  mennesker og sårede yderligere 9,000.

10. marts 1906: Europas værste minekatastrofe skete i Frankrig. 1,099 mennesker måtte lade livet. Heriblandt mange børn. Det var endnu en kulstøvseksplosion, som krævede de mange ofre. De nærmere omstændigheder blev aldrig klarlagt.