Over 1200 filippinere dræbt af tyfon

Skrevet af admin

09/11/2013

Dagens topnyheder

Filippinsk Røde Kors oplyser, at man har rapporter om mindst 1000 ofre for tyfonen Haiyan i kystbyen Tacloban og andre 200 i den hårdt ramte Samar-provins, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Gwendolyn Pang, der er generalsekretær for Filippinernes Røde Kors, siger, at antallet af ofre stammer fra foreløbige rapporter fra Røde Kors-hold i Tacloban og Samar, der er blandt de mest hærgede og ødelagte områder, der blev ramt af den voldsomme tyfon.

- Det vurderes af vores Røde Kors-hold, at de har set flere end 1000 lig flyde rundt i Tacloban. I Samar drejer det sig om 200, men der kommer hele tiden nye oplysninger, siger hun til Reuters.

Gwendolyn Pang tilføjer, at hun venter, at der dukker mere præcise tal op efter mere præcise optællinger af lig på jorden i de to områder.

Haiyan, der er en af de kraftigste tyfoner nogensinde, har dræbt hundredvis af mennesker, mens tsunamiagtige bølger og voldsomme vindstød har jævnet hele samfund med jorden i Filippinerne, oplyser myndighederne lørdag.

Supertyfonen bragede fredag ind over land på de østligt beliggende øer Leytar og Samar med vindstød på omkring 315 kilometer i timen. Stormen sendte millioner af filippinere på flugt under dens hærgende færd hen over den sydøstasiatiske øgruppe.

Efter med helikopter at være nået frem til den raserede fiskerby Palo på Leyte, siger landets energiminister Jericho Petilla, at han var af den overbevisning, at hundredvis af mennesker var omkommet bare i det område.

Ifølge det danske konsulat i Filippinerne, så skal der være omkring 100 danske statsborgere, såvel fastboende som turister, i de områder, der har været ramt af tyfonen.

- Indtil videre er der ikke rapporteret om nogen udenlandske ofre. Vi får til stadighed e-mails fra danskere, der oplyser os om, at de er i god behold og i sikkerhed, skriver fungerende konsul Maria Eloisa Quijano til Ritzau i en e-mail.

/ritzau/Reuters