Over 13.000 vil mindes terrorofrene ved Krudttønden

Arrangørerne af den mindehøjtidelighed, som mandag aften holdes til ære for de dræbte og sårede efter weekendens terrorangreb i København, overvejer at flytte begivenheden, da der kommer langt flere, end der er plads til.

På Facebook har over 13.000 mennesker meldt deres ankomst til klokken 20, hvor mindehøjtideligheden begynder.

Den skulle have været holdt ude foran kulturcaféen Krudttønden på Østerbro, hvor det første skyderi fandt sted lørdag eftermiddag under et debatarrangement om kunst og ytringsfrihed.

Men da der kun er plads til 2000 mennesker foran Krudttønden, bliver arrangementet sandsynligvis flyttet til Fælledparken, dog så tæt på Krudttønden som muligt.

- Vi forventer faktisk, at der kommer endnu flere. Det har vi også talt med politiet om, som siger, at de sagtens kan håndtere situationen, siger det socialdemokratiske medlem af borgerrepræsentationen Lars Aslan Rasmussen mandag.

Han har været med til at arrangere mindehøjtideligheden sammen med de andre politiske partier i Københavns borgerrepræsentation.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og formanden for Dansk Politiforbund, Claus Oxfeldt, vil holde taler. Pernille Rosendahl, Marie Carmen Koppel samt den tyrkiske musiker Fuat Talaj vil spille musik fra en mindre scene.

Lars Aslan Rasmussen er forbløffet over opbakningen til arrangementet.

- Det har taget en drejning. For da vi arrangerede det, var det lørdag efter det første attentat. Det har været helt overvældende for os at få sms’er fra folk, der gerne vil komme fra Aalborg og Bornholm.

- Der kommer også internationale gæster – vi får blandt andet den svenske statsminister på besøg, så der kommer rigtig mange. Der har været imponerende meget opbakning, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip