Over 170 lande vil fredag underskrive klima-aftale

Skrevet af admin

22/04/2016

Dagens topnyheder

De to lande i verden, der udleder den største mængde klimaskadelige drivhusgasser - Kina og USA - var blandt de i alt 175 lande, der fredag underskrev klimaaftalen fra Paris under en ceremoni i FN.

Tilsammen er Kina og USA ansvarlige for 38 procent af de globale udledninger. Regeringerne i Beijing og Washington har lovet at godkende aftalen formelt inden årets udgang.

Fredag satte ledere fra 175 lande deres signatur på aftalen under en ceremoni i FN's hovedkvarter i New York, oplyser verdensorganisationen. Det er det største antal ledere nogensinde, der på samme dag underskriver en international aftale.

- Dette er et historisk øjeblik, sagde FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, ved den officielle åbning af mødet.

Han sagde samtidig, at hele verden befinder sig i et kapløb mod tiden, og at den tid, hvor man kunne forbruge uden at tænke over konsekvenserne, er slut.

- De fattige og de mest sårbare må ikke lide yderligere på grund af et problem, de ikke har skabt, sagde Ban.

Omkring 16 lande, blandt dem en række lavtliggende ø-stater, har allerede ratificeret (godkendt) aftalen.

Klimaaftalen træder i kraft, når den er ratificeret af mindst 55 lande, som tilsammen udleder over 55 procent af de menneskeskabte drivhusgasser. En ratifikation sker typisk, når et flertal i en parlamentarisk forsamling har godkendt aftalen.

- USA ser frem til formelt at tiltræde aftalen i år, sagde den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, der underskrev aftalen med sit barnebarn på armen.

Kinas vicepremierminister, Zhang Gaoli, lover, at Kina "afslutter de hjemlige retlige procedurer for tiltrædelse" inden G20-mødet i Kina i september.

Foruden lederne fra Kina og USA var blandt andre Frankrigs præsident, François Hollande, og Canadas premierminister, Justin Trudeau, blandt de mange, der mødte op i FN for at underskrive den banebrydende aftale om at begrænse den globale opvarmning.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har meldt afbud til ceremonien. Det bliver i stedet klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V), der skriver under på Danmarks vegne.

Underskrivelsesceremonien kommer fire måneder efter, at klimaaftalen kom i hus efter hårde forhandlinger i den franske hovedstad.

Ifølge aftalen fra Paris skal stigningen i den globale opvarmning holdes til to grader og med det lønlige håb, at den holder sig på 1,5 grader celsius.

Ifølge Dansk Industri vil gennemførelsen af Paris-aftalen kunne betyde næsten en fordobling af Danmarks eksport af energiteknologi til EU, USA, Kina og Mexico frem mod 2030 til cirka 120 milliarder kroner årligt.

/ritzau/Reuters