Over 1800 migranter reddet i land ud for Libyen

Skrevet af admin

06/10/2015

Dagens topnyheder

Over 1800 mennesker om bord på seks både er mandag blevet bragt i sikkerhed af europæiske redningsfartøjer.

Bådene med migranter fra Mellemøsten og Nordafrika blev opdaget, da de drev omkring i Middelhavet ud for Libyens kyst.

Det oplyser den italienske kystvagt.

Tre italienske fartøjer samt et irsk og et britisk fartøj sørgede i seks forskellige operationer for at bringe de i alt 1830 migranter i land.

Redningsfartøjerne indgår i EU's Navfor-mission i Middelhavet.

Over en halv million migranter og flygtninge er hidtil gået i land på europæiske kyster i år ifølge FN.

Omkring 2900 skønnes at være omkommet i forsøget på at krydse Middelhavet.

Hovedparten af de migranter, som forsøger at nå Europa fra Libyen, kommer fra afrikanske lande.

Fra onsdag vil fartøjerne i EU's mission i Middelhavet have yderligere beføjelser i forhold til at håndtere problemerne med de menneskesmuglere, som propper ofte synkefærdige både med migranter.

Fartøjerne i missionen vil i internationalt farvand kunne borde og gennemsøge både, som mistænkes for at blive brugt til menneskesmugling.

Flådefartøjerne har også ret til at beslaglægge eller omdirigere den slags både.

/ritzau/AFP