Over 20 civile meldes dræbt i det østlige Ukraine

Skrevet af admin

15/07/2014

Dagens topnyheder

Et krigsfly har tirsdag angrebet byen Snisjne i det østlige Ukraine og dræbt 11 civile, skriver BBC. Otte personer meldes såret.

Raketter ramte tirsdag morgen flere boligblokke i byen, der ligger i Donetsk-regionen, og de prorussiske separatister mener, at den ukrainske hær står bag det dødelige angreb.

- Snisjne blev bombet denne morgen, og mit hjem blev sprængt til småstykker, siger en kvinde på en videooptagelse lagt på YouTube.

BBC vurderer, at optagelsen sandsynligvis stammer fra byen, men kan ikke sige det med sikkerhed.

På videoen opfordrer kvinden den russiske præsident, Vladimir Putin, til at komme byens befolkning til undsætning.

En ukrainsk sikkerhedstalsmand bekræfter over for BBC, at byen er blevet angrebet, og at 11 personer er dræbt. Han afviser imidlertid, at landets hær står bag angrebet.

I stedet skal forbrydelsen være blevet begået af ukendte gerningsmænd, der ønsker at sætte militæret i et dårligt lys, lyder ræsonnementet.

Kampene mellem de ukrainske styrker og prorussiske separatister, der har stået på i de seneste fire måneder, synes at være blevet intensiveret hen over weekenden.

Ukrainske sikkerhedsstyrker har i de seneste dage presset oprørene tilbage i byen Donetsk, ligesom kampe i naboregionen Lugansk også er fortsat.

Her rapporterer det tyske nyhedsbureau dpa, at mindst 12 civile skal være dræbt tirsdag.

Et af ofrene er et barn, skriver nyhedsbureauet, der citerer de lokale myndigheder for, at også omkring 50 personer blev såret, da de havnede i skudlinjen under kampe mellem oprørere og regeringsstyrker.

/ritzau/