Over 200 forbrændt i vandland i Taiwan

Skrevet af admin

27/06/2015

Mest læste i dag

Antallet af tilskadekomne efter en eksplosion i et vandland i Taiwans hovedstad, Taipei, stiger.

Tidligt søndag morgen dansk tid oplyser en talsmand fra landets sundhedsministerium, at 510 mennesker er blevet kvæstet i ulykken - heraf er omtrent 183 af dem kommet alvorligt til skade.

Det skriver en række medier, herunder det taiwanske nyhedsbureau CNA.

Cirka 1000 mennesker var samlet til en fest i vandlandet. Ulykken indtraf, da noget farvet pulver, som blev sprayet ud over den festende folkemængde, blev antændt og førte til en eksplosionsagtig brand.

De mange ofre er bragt til 38 forskellige hospitaler for at få behandling, meddeler Wang Che-chao, sundhedsministeriets talsmand, ifølge dpa.

Der er ingen meldinger om omkomne efter ulykken, men otte personer skulle være i kritisk tilstand.

Størstedelen af ofrene er lokale, men mindst to udlændinge er blandt de kvæstede, skriver CNA.

Optagelser af ulykken på avisen Apple Dailys hjemmeside viser en menneskemængde, der danser, mens musik og skyer af pulver pumpes ud i luften. Pludselig forvandles pulveret til en ildkugle, som rammer mange af tilskuerne.

- De første undersøgelser tyder på, at denne eksplosionsagtige brand blev forårsaget af pulveret. Det kan skyldes, at der var høje temperaturer ved lamperne på scenen, sagde en talsmand for brandvæsnet i New Taipei City lørdag ifølge AFP.

Myndighederne arbejder natten til søndag dansk tid fortsat med at klarlægge årsagen til branden, som hurtigt var under kontrol, men alligevel nåede at forårsage stor skade.

Ifølge medierapporter i Taipei blev nogle af ofrene forbrændt på over 40 procent af kroppen.

En del af ofrene blev båret væk på oppustelige gummiringe fra vandet, og mange forbipasserende forsøgte at hjælpe de sårede ved at hælde vand fra plastikflasker over deres forbrændinger.

/ritzau/