Over 20.000 danske statsborgere udvandrede i 2014

Skrevet af admin

10/02/2015

Mest læste i dag

20.123. Så mange danske statsborgere udvandrede fra Danmark i løbet af 2014.

Det er et fald på 3,4 procent i forhold til året før, og kun én gang i dette årtusinde - i 2009 - har så få danskere udvandret til udlandet.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er flere mænd end kvinder, der udvandrer fra Danmark. 10.504 mænd udvandrede i 2014, mens 9619 kvinder gjorde det samme. Samme tendens har der været i hele dette årtusinde, mens det forholdt sig omvendt i perioden 1990-1995 og i 1997.

Det er dog ikke fjerne eksotiske nationer, som danskerne søger til.

Flest tager til Storbritannien. Her udvandrede 2179 danskere til i 2014.

1861 udvandrede til Grønland, mens USA tog imod 1852 danskere på tredjepladsen. Derefter følger Sverige, Norge, Tyskland og Færøerne.

5401 syrere indvandrede til Danmark i 2014, mens kun to danskere tog den modsatte vej.

196 danskere har ikke oplyst, hvor de er udvandret til.

Aldersgruppen 20-29 år står for størstedelen af udvandringen. 8113 danskere i den aldersgruppe udvandrede i 2014. Det svarer til 40,3 procent af det samlede antal danske udvandrere.

Det er samtidig den aldersgruppe, hvorfra flest danske statsborgere indvandrer hjem til Danmark.

29.095 udenlandske statsborgere udvandrede fra Danmark sidste år. Det er det højeste antal nogensinde.

I alt udvandrede 49.218 personer fra Danmark sidste år.

Udvandringstallene er undervurderet med cirka 15 procent siden 2007 på grund af forsinkede indberetninger, oplyser Danmarks Statistik.

/ritzau/