Over 700 procents prisforskel på mobiltelefoni EU

At gribe mobilen og ringe hjem for at give en besked, er en noget større udgift på budgettet, hvis man er hollænder end hvis man er litauer.

Det viser tal fra EU Kommissionen, der har sammenlignet priserne på mobiltelefoni i Europa og fundet frem til, at der er 774 procents prisforskel på det billigste land Litauen, - hvor den gennemsnitlige mobiltakst for indenrigsopkald er 1,9 eurocents (14,17 øre) i minuttet - til det dyreste land Holland, hvor prisen er 14,7 eurocent (1 kroner og 9 øre). Det svarer til en prisforskel på 774 procent.

Tallene, som er baseret på 2011-priser, viser ifølge EU-Kommissionens vicepræsident, Neelie Kroes, at der er brug for en yderligere indsats for at skabe mere konkurrence på markedet.

»Som de her tal åbenlyst viser, så gavner de 28 telemarkeder i EU ikke kunderne som et reelt indre marked ville. Det er kritisk for hele EU hurtigt at opbygge en reelt indre marked for at opnå et fuldt forbundet kontinent,« siger hun i en pressemeddelelse.

Østeuropa billig - Benelux-lande dyre

Generelt er tendensen, at østlandene har de bedste priser. Litauen, Rumænien, Letland, Bulgarien og Polen er de billigste lande, mens priserne er højest i Holland, Luxembourg og Belgien.

I Danmark ligger gennemsnitsprisen for indenrigsopkald fra mobiltelefoner præcist på EU-gennemsnittet på 9,1 eurocent i minuttet (67,8 øre).

Prisforskellen kan nok til en hvis grad forklares med, at der er stor forskel på indkomst og købekraft i landene, og dermed også hvor højt teleselskaberne kan skrue priserne i vejret. Men ifølge EU Kommissionens statistikker svinger telepriserne meget mere end priserne på andre basisvarer og services i de enkelte lande.

Eksempelvis varierer prisen på en liter mælk mellem 0,69 eurocent (5,14 kroner) og 0,99 eurocent (7,38 kroner), hvilket giver en maksimal prisforskel på 43 procent. På en iPad er prisforskellen kun 11 procent på tværs af EU.

Teleekspert: Prisforskelle ikke normale

Også hos selskabet Netplan giver teleekspert Torben Rune EU-Kommissionen ret i, at de voldsomme prisudsving fra land til land ikke bare skyldes almindelige faktorer for prisdannelsen som kundernes betalingsevne og omkostninger.

»Der er stadig store forskelle på de nationale markeder, de enkelte teleselskaber opererer på. Der er forskelle på momsforhold, hvordan selskaberne skal sikre deres ansatte osv. Men ingen af de her omkostninger er så markant forskellige, at det kan forklare de store prisudsving,« siger han.

Torben Runes forklaring på den manglende konkurrence over landegrænserne er derimod, at selskaberne via deres ejerskab over de lokale telenet reelt set kan blokere for teleselskaber udefra og skabe monopol-lignende tilstande.

»De lokale teleselskaber ejer ofte kun licensen til at operere i deres eget område, og det er meget dyrt at få licens til at operere i et andet land. Det er et problem, der indtil videre har vist sig umuligt at gøre op med. Og derfor er udsvingene på de lokale takster udtryk for det muliges kunst - selskaberne tager det, de kan slippe af sted med,« siger Torben Rune.

EU vil regulere roamingpriser

Men måske kan telekunderne indenfor en overskuelig fremtid se frem til mere konkurrence. Timingen for EU-Kommissionens offentliggørelse af prisforskellen er nemlig ikke tilfældig. Til september ventes Kommissionen at komme med en større pakke med forslag, der skal styrke det indre marked på teleområdet.

Og ifølge Torben Rune er en af ambitionerne at bruge regulering af roamingpriser som løftestang til billigere lokale takster i flere lande.

Roaming foregår når et teleselskab agerer i et andet teleselskabs område, som f.eks. når en dansker holder ferie i Spanien. Der findes allerede et loft over telefoni og sms-takster på roaming i EU. 

Roamingpriser kan skabe konkurrence

Men et afgørende næste skridt kunne blive lovgivning, der betyder, at roamingprisen for en kundes mobilopkald ikke må overstige den pris, kunden betaler i sit eget hjemland.

»Hvis man får held til at presse priserne ned i det niveau det koster at ringe lokalt, så ville en hollandsk kunde kunne vælge at købe et simkort i f.eks. Italien og så bare benytte sig af roaming til at betale lavere italienske takster,« siger Torben Rune.

Det er dog langt fra sikkert, at EU-landene i denne omgang kan blive enige om at gå så drastisk til værks. Men ifølge teleeksperten kan den øgede konkurrence også komme fra den teknologiske udvikling

»Det at vi i højere grad bruger datatelefoni som en Skype-app til at foretage opkald betyder, at det bliver mindre vigtigt at være registreret med et simkort hos et enkelt teleselskab,« siger Torben Rune.

Dagens Gossip

Dagens TV