Over en kvart million børn fødes årligt med aids-virus

Skrevet af admin

21/11/2013

Dagens topnyheder

Over en kvart million børn fødes hvert år inficeret med den virus, der forårsager aids, men for få af dem bliver testet tidligt, så de kan modtage behandling og få forlænget deres liv, siger FN.

Michele Sidibe, der leder FN's program til bekæmpelse af aids, Unaids, siger, at der må fremstilles bedre undersøgelsesudstyr, så hiv spores hurtigt hos børn. Specielt undersøgelsesudstyr, der sælges i sæt, koster mellem 140 og 280 kroner.

- Dette bør gøres billigere. Børn er de glemte ofre for aidsepidemien. 260.000 babyer kom med blandt dem sidste år - mest i afrikanske lande syd for Sahara, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters forud for verdens aidsdag den 1. december.

- Vi har gjort store fremskridt i de seneste to-tre år, når det gælder behandlinger, medicin og i en målrettet medicinsk indsats i forhold til børn. Men vi klarer os dårligt, når det gælder om at få stillet hurtige diagnoser, tilføjer Michele Sidibe.

Den seneste opgørelse fra FN viser endnu engang store fremskridt i adgangen til hiv-medicin og et fald i antallet af mennesker, der årligt bliver smittet med hiv. Særligt antallet af børn, der smittes ved fødslen, rasler ned.

- Det er fantastisk, mener Aids-Fondet, men det påpeger samtidig, at tallene dækker over store forskelle.

Sårbare grupper halter ifølge organisationen voldsomt bagefter med adgang til forebyggelse, støtte og omsorg.

For stofbrugere er risikoen for hiv 22 gange større end i forhold til alle andre. For sexarbejdere og mænd, der har sex med mænd, er risikoen 13 gange større.

- Det er uhyggeligt, at de befolkninger, der er i størst risiko, stadig får mindst hjælp, som det så tydeligt afspejler sig i tallene, siger direktør i Aids-Fondet, Henriette Laursen.

- Men der er resultater, som ingen troede muligt for bare 10 år siden. Skal succesen fortsætte, er det nødvendigt at få flere af de næsten 19 millioner, der lige nu står i kø til medicinen, i behandling, siger Henriette Laursen i en pressemeddelelse.

Over 3,3 millioner under 15 år har hiv, men kun 1,9 millioner kræver behandling i dag, siger FN-organet, der har base i Genève.

Over 14 millioner voksne med hiv har behov for behandling. 64 procent af dem modtager hjælp, hvilket er langt flere end hos børnene.

/ritzau/