Over hundrede slanger fundet i hus i Ohio

Skrevet af admin

16/10/2013

Dagens topnyheder

Politiet i Ohio i USA gjorde fredag i sidste uge et noget særpræget fund i et hus i byen Struthers, der er en forstad til Youngstown nær grænsen til Pennsylvania.

Her fandt de over hundrede slanger, herunder flere giftige hugorme-arter, stablet oven på hinanden i tvivlsomme akvarier og plastikbeholdere fra gulv til loft.

Samme dag anholdt politiet ejeren af huset, 46-årige Joseph McCollum, og hans 45-årige kæreste, Michelle Barrett, og sigtede McCollum for ulovlig handel med farlige, eksotiske dyr.

Tirsdag erklærer Joseph McCollum sig "ikke-skyldig".

Helt præcist fandt politiet 97 ikke-giftige slanger og en håndfuld giftslanger rundt omkring i hele huset, herunder også i McCollums 12-årige søns værelse.

Derfor blev både McCollum og Barrett ligeledes sigtet for at have bragt et barn i fare. Barrett havde i forvejen en lignende sigtelse.

Under tirsdagens retsmøde kom denne sigtelse ikke på banen. Det vil først ske fredag, beretter Reuters.

Politiet blev opmærksomme på sagen, da McCollum henvendte sig på et lokalt hospital efter at være blevet bidt af en giftig klapperslange.

Ifølge politiet i Struthers var McCollum ejer af "Boa Store", der solgte og shippede slager ud i hele staten.

- Vi var chokerede over opgørelsen af slanger. Der var dyr fra gulv til loft, og der var også en hel masse rotter til at fodre med, fortæller politibetjent Jeff Lewis.

McCollum er blevet sigtet under en ny lov i Ohio, der bedyrer, at man ikke må eje eksotiske og farlige dyr uden tilladelse.

Loven blev vedtaget som reaktion på en hændelse for to år siden, hvor en ejer af eksotiske dyr satte 48 store katte, bjørne og løver fri og derefter begik selvmord.

Hændelsen skabte panik, og politiet endte med at slå alle dyrene ihjel.

I august blev to drenge i Canada på fire og seks år kvalt af en fire meter lang python. Slangen slap ud af en dyrehandel og trængte ind i børnenes værelse, mens de lå og sov.

/ritzau/Reuters