OVERBLIK: De seneste dages forløb i det græske drama

Skrevet af admin

11/07/2015

Dagens topnyheder

Det er kun en uge siden, at grækerne stemte nej ved en folkeafstemning i landet og dermed afviste långivernes krav til flere græske reformer og besparelser.

Siden har der dagligt været nye udviklinger i det græske drama. Her er et opsummeret overblik over den seneste uges hændelser:

* Søndag 5. juli:

Med 61,31 procent af stemmerne siger det græske folk nej ved en folkeafstemning til de internationale långiveres krav til flere græske reformer og besparelser.

Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, som opfordrede til et nej, mener, at resultatet vil styrke ham ved forhandlingsbordet i eurogruppen.

* Mandag 6. juli:

Den omstridte græske finansminister, Yanis Varoufakis, træder tilbage. Det er for at hjælpe forhandlingerne på gled, lyder forklaringen. På sin blog skriver han: Jeg vil bære kreditorernes afsky med stolthed.

Euclid Tsakalotos, der har været viceudenrigsminister og forhandlingsleder i forhandlingerne med EU, bliver ny finansminister.

* Tirsdag 7. juli:

Eurogruppen mødes. Senere samme dag mødes også eurozonens 19 ledere til et ekstraordinært topmøde. Begge møder er uden konkrete forslag fra Grækenland.

EU-præsident Donald Tusk gør det klart, at deadline for en aftale er søndag, og inden fredag skal den græske regering komme med et reformudspil.

EU-Kommissionen er beredt på alle scenarier - også grexit, lyder det fra kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

* Onsdag 8. juli:

Grækenland sender en formel ansøgning om et kriselån til Den Europæiske Stabilitets Mekanisme (ESM).

Alexis Tsipras deltager i en højspændt debat i Europaparlamentet, hvor han understreger, at den græske regering er "stålfast" på at nå frem til en aftale.

* Torsdag 9. juli:

Tusk siger, at Grækenland skal have indrømmelser på den enorme gældsbyrde, hvis landets regering spiller ud med et tilstrækkeligt ambitiøst forslag til reformer.

Den græske regering fremsender inden for deadline et reformudspil, der blandt andet indeholder forslag til ændringer i moms-, pensions- og skattesystemet.

Til gengæld for reformer ønsker regeringen over en treårig periode lån på i alt 53,5 milliarder euro, hvilket svarer til knap 400 milliarder kroner.

* Fredag 10. juli:

EU-Kommissionen, Den Internationale Valutafond, og Den Europæiske Centralbank vurderer det græske reformprogram samt landets evne til at betale sin enorme gæld, der er på 180 procent af bruttonationalproduktet. De afleverer deres bedømmelse til eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem.

Den franske præsident, François Hollande, kalder det græske udspil for "seriøst og troværdigt".

* Lørdag 11. juli:

Parlamentet i Grækenland blåstempler natten til lørdag det fremsendte reformudspil.

Eurogruppen samles til et møde i Bruxelles klokken 15. Her skal ministrene diskutere, om de skal sige ja eller nej til at gå i gang med at forhandle om en tredje støtteordning til de gældsplagede grækere.

* Søndag 12. juli:

Eurozonens 19 ledere mødes til topmøde i Bruxelles klokken 16. To timer senere mødes alle EU's 28 stats- og regeringschefer til topmøde.

/ritzau/