OVERBLIK: Det går den nye grænsekontrol ud på

Skrevet af admin

04/01/2016

Mest læste i dag

Regeringen har indført midlertidig grænsekontrol som direkte følge af svenskernes beslutning om id-kontrol af rejsende til Sverige.

Det betyder, at dansk politi fra mandag klokken 12.00 har været til stede tæt ved den danske grænse.

Læs her, hvad den midlertidige grænsekontrol konkret betyder:

* Ifølge den danske regering holder Danmark sig fortsat inden for Schengenaftalen med grænsekontrollen, da en medlemsstat kan indføre grænsekontrol undtagelsesvis ved de indre grænser, hvis der foreligger "en alvorlig trussel mod den offentlige orden".

* "Den alvorlige trussel" er, ifølge regeringen, en risiko for en betydelig ophobning af personer uden lovligt ophold i hovedstadsområdet efter svenskernes indførelse af id-kontrol.

* Grænsekontrollen vil foreløbig blive gennemført frem til 14. januar 2016 med mulighed for forlængelse - altså 10 dage. Derefter kan den forlænges til 20 dage og vil herefter igen kunne forlænges.

* Regeringen har indtil videre undladt at indføre det såkaldte transportøransvar - det vil sige, at der foreløbig ikke er kontrol af alle passagerers id i tog, færger og busser ved den dansk-tyske grænse.

* Til gengæld indføres der stikprøver af id ved den dansk-tyske grænse i Jylland samt ved færgelejerne i Gedser, Rødby og Rønne.

* Stikprøven vil bero på politiets vurdering. Man skal altså have sit pas eller lignende id med sig, men det er ikke sikkert, politiet vinker en ind til siden.

* Har man ikke et gyldigt id på sig, skal myndighederne spørge, om man vil søge asyl i landet. Ønsker man ikke det, vil man blive sendt tilbage.

Kilder: Statsministeren og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

/ritzau/