OVERBLIK: Det kan Assange vente sig uden for ambassaden

Skrevet af admin

18/08/2014

Dagens topnyheder

Stifteren af WikiLeaks, australieren Julian Assange, siger på en pressekonference mandag, at han snart vil forlade Ecuadors ambassade i London, hvor han har opholdt sig i asyl i mere end to år.

Britisk politi står klar til at pågribe ham og udlevere ham til Sverige på grund af en sag om seksuelle overgreb.

Følgende begivenheder venter Julian Assange, hvis han gør alvor af sin udmelding om at forlade ambassadens trygge rammer.

* Australieren vil blive anholdt straks, han forlader ambassaden, som har været under døgnovervågning for at undgå, at han slipper væk.

* Derefter vil Assange blive udleveret til Sverige, hvor svensk politi vil afhøre ham om en sag, hvor han mistænkes for seksuelle overgreb.

* Udleveringen til Sverige vil ske inden 10 dage efter anholdelsen, med mindre der er meget vægtige årsager til at forlænge denne periode.

* Assange er ikke sigtet, men Sverige kræver australieren udleveret til afhøring, hvilket er blevet kritiseret af australieren og hans advokat, da de i stedet ønsker denne afhøring foretaget på ambassaden.

* Australieren frygter udlevering til USA, hvor han frygter en hård straf - måske dødsstraf - for offentliggørelse af dokumenter, specielt hemmelige dokumenter fra USA's krige i Irak og Afghanistan.

Kilde: BBC

/ritzau/