OVERBLIK: Det mangler Thorning og Løkke at svare på

Her er tre af de centrale områder, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen (V) ikke har givet klare svar på før valget.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt:

* Nye dagpengeregler?

Thorning har erklæret sin "dybtfølte modstand" mod det nuværende dagpengesystem. Men hun har samtidig kaldt det useriøst at komme med forslag på dagpengeområdet før valget. Hun vil vente på anbefalingerne fra dagpengekommissionen, som først kommer til efteråret. Thorning har dog klart fastslået, at hun ikke vil bruge ekstra penge på dagpengesystemet.

* Flere reformer?

Thorning har sagt, at der i næste valgperiode vil komme et udspil til mere langsigtede reformer – hvis hun altså bevarer magten. Men det er for tidligt at præsentere det allerede nu, fastslår hun.

* Finansiering af tiltag?

Regeringen har i månederne op til valget fremlagt flere forslag, som der ikke anvises konkret finansiering til. Det gælder eksempelvis finansieringen af en kommende terrorpakke samt et udspil om at bruge omkring en halv milliard kroner på el- og brintbiler.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen:

* Hvor højt er kontanthjælpsloftet?

Løkke har siden 2013 haft indførelsen af et såkaldt "moderne kontanthjælpsloft" som en af hjørnestenene i sit valgprogram. Men hvor loftet skal ligge – altså hvor mange penge ledige maksimalt skal kunne få i kontanthjælp – er der ikke svaret på.

* Regionernes overlevelse?

Lars Løkke Rasmussen stod i sin tid som indenrigsminister i spidsen for at indføre regionerne, da de gamle amter blev nedlagt. Siden har Venstre talt for en nedlæggelse af regionerne, og senest - i 2013 - af Løkke omtalt regionerne mere positivt. I dag har Venstre ikke gjort sin holdning op til spørgsmålet.

* Nye dagpengeregler?

Løkke og Venstre har erklæret sig parat til at se på dagpengesystemet igen, når dagpengekommissionen har fremlagt sine anbefalinger. Men Venstre har ligesom regeringen ikke lagt sig fast på konkrete ændringer af den nuværende model. Løkke er enig med Thorning i, at der ikke skal bruges ekstra penge på dagpengesystemet.

* Flere reformer?

Løkke har opfordret regeringen til at lægge en 2025-reform frem for at undgå "en økonomisk maveplasker" på den anden side af 2020. Venstre vil dog ikke selv lægge et udspil frem.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV