OVERBLIK: Det skete på dag to i valgkampen

Efter to partilederdebatter onsdag aften tog politikerne torsdag hul på dag to i valgkampen. Her er et overblik over de fem vigtigste historier på valgkampens anden dag:

* Løkke i kontanthjælpsstorm:

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, havnede i lidt af et medieuvejr. Løkke omtalte onsdag en konkret arbejdsløs, der sagde sit arbejde på op servicevirksomheden Panorama i Taastrup, fordi han hellere ville være på kontanthjælp.

Men ingen medier kunne opspore den omtalte kontanthjælpsmodtager. Panoramas direktør bekræftede dog, at Løkke havde gengivet ham korrekt.

* Rød blok haler ind på blå:

En måling, Voxmeter har lavet for Ritzau, viste tegn på fremgang til partierne bag den nuværende regering. Blå blok står i målingen til 52,6 procent af vælgerne, mens rød blok får opbakning fra 47,4 procent. I mandater er forskellen mellem blokkene nu 93-82 i blå bloks favør.

* Svagt fald i antallet af asylansøgere:

Den månedlige opgørelse over antallet af asylansøgninger viste et beskedent fald hen over årets første fire måneder. Området følges tæt på Christiansborg i kølvandet på sidste års eksplosive stigning, hvor næsten 15.000 personer søgte om tilflugt her i landet.

* Debat om håndværkerfradrag:

De Radikale kalder det "helt på månen" at genindføre boligjobordningen, mens Venstre fremhæver at det vil skabe arbejdspladser uden for de store byer. Det er en velkendt debat, der har kørt gennem længere tid.

* Socialdemokraterne klar med valggrundlag:

Sidst på eftermiddagen meddelte Socialdemokraterne, at partiets valggrundlag vil blive præsenteret fredag formiddag. Hvad det kommer til at indeholde, vides endnu ikke, men det tager udgangspunkt i flere af de tiltag, regeringen har præsenteret på det seneste.

/ritzau/

Dagens Gossip