OVERBLIK: Europæisk efterforskning af angreb i Paris

Skrevet af admin

15/11/2015

Dagens topnyheder

Myndigheder i Frankrig, Tyskland, Belgien og Grækenland er involveret i efterforskningen af de dramatiske begivenheder, der spredte død og rædsel i Paris' gader fredag aften og lørdag nat.

Seks af gerningsmændene blev dræbt, da de hver især udløste det bombebælte, som de bar. En syvende gerningsmand bar også et bombebælte, men blev dræbt af franske sikkerhedsstyrker, inden han fik udløst det. En eller flere andre kan stadig være på fri fod.

* Frankrig

Den første gerningsmand, hvis navn myndighederne har frigivet, er den 29-årige Ismail Omar Mostefai, der har algeriske rødder, skriver flere franske medier.

Nyhedsbureauet AFP oplyser, at efterforskere har fundet frem til hans identitet via aftryk fra en af hans fingre, der blev fundet blandt murbrokker på spillestedet Le Bataclan.

Han blev født i Paris-forstaden Courcouronnes og har otte domme for mindre lovovertrædelser, der aldrig har udløst fængselsstraffe.

I 2010 blev han udpeget af franske myndigheder som sårbar over for radikalisering, men der findes ingen tidligere spor på forbindelser til terrorgrupper. Det undersøges nu, om han har været i Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.

Seks af Mostefais familiemedlemmer er blevet anholdt af fransk politi. Heriblandt hans far, bror og svigerinde.

Derudover bekræfter statsanklageren i Paris, at mindst tre af selvmordsbomberne var franskmænd.

Fransk politi har efterlyst og offentliggjort et billede af 26-årige Salah Abdeslam, der betegnes som farlig og menes at have været involveret i angrebene. Det er dog ikke klart, om han deltog i Paris.

En sort Seat, der blev brugt i forbindelse med angrebene, er blevet fundet i en forstad øst for Paris.

* Belgien

Belgisk politi har anholdt mindst syv personer i forbindelse med efterforskningen af angrebene i Paris, skriver lokale medier. En af de anholdte befandt sig i Paris, da angrebene fandt sted, skriver AFP.

Justitsminister Koen Geens oplyser, at efterforskningen kredser om en grå Volkswagen Polo, der blev fundet nær spillestedet Le Bataclan. Bilen var lejet i Belgien, og vidner har set en bil ankomme til stedet med belgiske nummerplader.

Anholdelserne skete i Molenbeek-kvarteret i den belgiske hovedstad, Bruxelles, der tidligere har dannet ramme om andre efterforskninger i relation til planer om terrorangreb.

* Grækenland

Fransk politi har oplyst, at de har fundet et syrisk pas nær liget af en af gerningsmændene.

Ifølge nyhedsbureauet AFP blev passet fundet ved spillestedet Le Bataclan, mens blandt andre BBC skriver, at det blev fundet ved et lig uden for Stade de France.

Græske myndigheder har bekræftet, at passet er blevet registreret som tilhørende en flygtning, der ankom til den græske ø Leros 3. oktober.

* Tyskland

5. november anholdt tysk politi en mand fra Montenegro på en motorvej i Sydtyskland. Da politiet ransagede hans bil fandt politiet "mange maskinpistoler, revolvere og sprængstoffer".

Ifølge ministerpræsidenten i delstaten Bayern, hvor anholdelsen fandt sted, er der grund til at tro, at der er en forbindelse mellem anholdelsen og angrebet fredag i Paris.

Kilde: AFP

/ritzau/