OVERBLIK: EU's finansministre inden græsk krisemøde

Skrevet af admin

27/06/2015

Dagens topnyheder

Der var skuffede miner hos flere af de europæiske finansministre på vej ind til et møde i eurogruppen lørdag i Bruxelles.

Særlig den græske regerings udmelding, om at den vil holde en folkeafstemning om en græsk gældsaftale, vækker kritik.

Her er et udpluk af, hvad ministrene og de internationale kreditorer sagde ved ankomsten til mødet:

* Wolfgang Schäuble, tysk finansminister:

- Tsipras (græsk premierminister, red.) har jo erklæret forhandlingerne for afsluttet, hvis jeg har forstået det rigtigt.

* Michael Noonan, irsk finansminister:

- Jeg er skuffet. Det græske folk har brug for en løsning.

- Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske i næste uge. Vi er på vej ud i totalt ukendt farvand.

* Edward Scicluna, maltesisk finansminister:

- At holde en folkeafstemning er en berettiget beslutning for enhver folkevalgt regering.

- Det er timingen, som er meget beklagelig. Det er en underdrivelse.

* Peter Kazimir, slovakisk finansminister:

- Det er ikke første gang, at den græske regering igen skaber mere drama med et nyt forslag meget sent i processen.

- Grækenland er fri til at holde en folkeafstemning, hvis den vil. Men hvis den græske regering afviser pakken, som er på bordet, er programmet ovre.

* Christine Lagarde, chef for Den Internationale Valutafond (IMF):

- Formålet med vores arbejde er at genoprette den græske økonomis stabilitet.

- Vi vil fortsætte med at arbejde.

/ritzau/