OVERBLIK: Her er israelerne og palæstinensernes krav

Skrevet af admin

07/08/2014

Dagens topnyheder

Fredag morgen klokken syv dansk tid udløber den nuværende våbenhvile i Gaza mellem Israel og den palæstinensiske side. Våbenhvilen, der trådte i kraft tirsdag morgen, afbrød 29 dages konflikt, der har kostet 1953 livet. Heraf 1354 civile inklusiv 429 børn, rapporterer Unicef.

Delegationer fra både Israel og den palæstinensiske side er i disse dage i Kairo for at forhandle en længerevarende våbenhvile. Fra Palæstina kommer en fælles delegation med folk fra både Hamas og det palæstinensiske selvstyre.

Her er et overblik over de krav, de to parter smider på bordet:

* Hamas kræver, at blokaden fra Israel på land og på vand ophæves. Blokaden startede i 2006, efter Hamas kidnappede en israelsk soldat. Palæstinenserne ønsker derudover et større areal at fiske i samt en havn og en lufthavn.

* Israel kræver - hvis de ophæver blokaden - at Gaza bliver en demilitariseret zone, og at Hamas afvæbnes.

* Hamas kræver, at fem tidligere lukkede grænseovergange åbnes. Én af grænseovergangene er til Egypten. Den blev lukket i 2013, da den egyptiske hær tog magten fra Det Muslimske Broderskab.

* Palæstinenserne kræver, at en række fanger, heraf en store række medlemmer af parlamentet, bliver frigivet.

* Israel kræver, at præsident Mahmoud Abbas og hans folk i Fatah-bevægelsen overtager kontrollen og sikkerheden ved grænseovergange.

* Israel kræver, at international økonomisk støtte til Palæstina går igennem den palæstinensiske præsidents administration. Dette er opsigtsvækkende, fordi Mahmoud Abbas leder en samlingsregering, hvori Hamas indgår.

/ritzau/AFP