OVERBLIK: Her er sagen mod drabssigtet sygeplejerske

Skrevet af admin

08/12/2015

Mest læste i dag

En sygeplejerske fra Nykøbing Falster beskyldes for at have dræbt fire patienter og for at have forsøgt at dræbe en femte.

Og politiets beviser er efter ni måneders efterforskning stadig så stærke, at hun skal blive bag tremmer, mener Retten i Nykøbing Falster, som tirsdag forlængede kvindens fængsling frem til 5. januar.

Tre af drabene og drabsforsøget skal have fundet sted på den samme lange vagt fra 28. februar til 1. marts i år. Det fjerde drab skal den 31-årige have begået i 2012. Læs her om ofrene og politiets beviser mod kvinden.

* Sygeplejerskens første påståede offer er en 72-årig mandlig patient. Han døde i marts 2012 under sin indlæggelse på sygehuset i Nykøbing Falster.

- Obduktionen viste, at patienten havde fået medicin i forgiftningsmæssig koncentration. Allerede dengang undersøgte politiet hændelsen som værende mistænkelig, men undlod at gå videre med efterforskningen.

- I år har anklagemyndigheden valgt at sigte den 31-årige for drabet. Blandt andet har en kollega fra dengang fortalt, at han i minutterne inden mandens død så sygeplejersken komme gående ned ad gangen med en sprøjte med klar væske i hånden.

* Sygeplejerskens andet påståede offer er en mand på 66 år.

- Han bliver indlagt på sygehuset i Nykøbing Falster 28. februar omkring klokken 16. Det er en anden sygeplejerske, sagens hovedvidne, PL, der tager sig af patienten.

- På et tidspunkt opdager PL, at der er et hvidt stof i patientens drop. Det eneste hvide stof, de har på afdelingen, er stesolid. Det har PL ikke givet ham, har hun fortalt politiet. Patienten får det pludselig dårligt og dør omkring klokken 20.30.

- Obduktionserklæringen viser, at dødsårsagen må antages at være en forgiftning af morfin blandet med andre stoffer.

* Sygeplejerskens tredje påståede offer er en 86-årig kvindelig plejehjemsbeboer. Hun er svært dement.

- Den 86-årige bliver indlagt 28. februar omkring klokken 14. Hun dør klokken 20.37.

- I forbindelse med obduktionen finder man en dødelig koncentration af morfin i kombination med andre medikamenter. Obduktionserklæringen viser, at dødsårsagen må antages at være morfinforgiftning.

* Sygeplejerskens fjerde påståede offer er den 86-årige KOL-patient Svend Aage Petersen.

- Han bliver indlagt om aftenen 28. februar. Knap to timer senere er han død.

- Obduktionserklæringen viser, at en lungebetændelse sandsynligvis har forårsaget hans død.

- Ikke desto mindre mener anklagemyndigheden, at der er tale om et drab. Patientens hustru og svigerdatter har nemlig forklaret, at en sygeplejerske umiddelbart efter patientens død fortalte, at "hun havde givet ham noget, han ikke kunne tåle". Det er anklagemyndighedens opfattelse, at der er tale om den 31-årige sygeplejerske.

* Sygeplejerskens femte påståede offer er den 73-årige Maggi Rasmussen.

- Hun bliver indlagt om formiddagen 28. februar med en blodprop i hovedet.

- Igen er der tale om en patient, som sagens hovedvidne, PL, har ansvaret for. Tidligt om morgenen 1. marts kommer hun ind for at se til patienten og finder den 31-årige sygeplejerske stå bøjet over den sengeliggende kvinde.

- PL har fortalt politiet, at den sigtede havde to store sprøjter i hånden. Da den 31-årige opdagede sin kollegas tilstedeværelse, vendte hun sig ifølge PL om og foldede begge arme over brystet, som ville hun skjule, hvad hun havde i hænderne. Herefter forlod PL rummet.

- Få minutter senere får patienten hjertestop. Det lykkes dog at genoplive kvinden.

- Senere viser en retskemisk undersøgelse, at Maggi Rasmussen har en forgiftningsmæssig koncentration af tre typer medicin, herunder morfin, i blodet.

- Et sprøjtehylster, som bliver fundet i en container ved sygehuset, rummer rester af netop disse tre stoffer. Sundhedsfaglige eksperter har fortalt, at man aldrig blander stoffer i en sprøjte.

Kilde: Anklager Michael Boolsens præsentation af sagen ved en stribe retsmøder.

/ritzau/