Overblik: Her er stormskaderne i Danmark

Skrevet af admin

29/10/2013

Dagens topnyheder

Den voldsomme efterårsstorm, som mandag blæste ind over Danmark, har ramt nogle landsdele hårdt, mens andre er sluppet billigt uden større problemer. Her følger et hurtigt overblik fra landets 12 politikredse.

* København

Brandvæsnet i København havde rygende travlt mandag eftermiddag og aften. Her fik man omkring 650 opkald på alarmnummeret 112 i tidsrummet mellem 15.30 og 19.00.

Til sammenligning modtager man på en normal aften omkring 170, oplyser brandvæsnet.

De rykkede ud omkring 100 gange i hovedstaden. Den primære opgave var at fjerne væltede træer og andre forhindringer for færdslen samt tjekke usikre stilladser.

Ifølge Københavns Politi skal omkring 18 personer have fået kvæstelser under stormvejret. Politiet siger, at man stadig skal være forsigtig på veje og stier tirsdag morgen.

* Københavns Vestegn

En 32-årig kvinde er i livsfare, efter at hun blev ramt af et stykke flyvende træ i Brøndby.

Derudover er der ikke andre kvæstede i politikredsen. Vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi melder om flere hundrede opkald i løbet af mandagen, men natten har været stille, lyder det.

* Nordsjælland

En person omkom i Gilleleje under stormen mandag. Politikredsen har derudover ikke tal på antallet af kvæstede i området.

Kredsen melder om et stort antal væltede træer, men stort set alt skulle være ryddet tirsdag morgen, lyder det.

* Midt- og Vestsjælland

En mand mistede livet tirsdag morgen, da han i sin bil kørte ind i et træ, som i stormvejret mandag aften var væltet ud over kørebanen.

Presset på alarm-numrene har været enormt fra borgere i politikredsen. Der meldes om flere end 1000 opkald på 114-nummeret i løbet af mandagen, hvilket er mere end dobbelt så meget som normalt.

Der er dog ingen alvorlige sager blandt opkaldene, og der er ingen meldinger om svært tilskadekomne. Men der er rigtig mange væltede træer og afspærringsopgaver, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

* Sydsjælland og Lolland-Falster

Har havde politiet "forrygende travlt" indtil klokken 23.00, men der var ingen alvorlige ting, som havde med stormen at gøre.

I omegnen af 20 mennesker har været på skadestuen med knubs og mindre skader. Derudover meldes der om en del stormskader og væltede træer.

* Fyn

Otte mennesker meldes svært tilskadekomne, og tre af dem er indlagt på intensivafdelingen. De meldes alle uden for livsfare.

I alt skal cirka 70 mennesker være blevet behandlet for større eller mindre skader ifølge Fyns Politi.

Derudover er rigtigt mange træer væltet, og billister tilskyndes til at køre med stor forsigtighed. Storm-oprydningen fortsætter i løbet af tirsdagen, og der venter en stor opgave for kommunerne at køre deres vejnet igennem, lyder det.

* Syd- og Sønderjylland:

En kvinde er alvorligt kvæstet, da hun blev fanget under et nedstyret tag i Halk ved Haderslev. Derudover er en 32-årig mand lettere tilskadekommen, efter at han påkørte et vejtræ.

Stormen er især gået ud over Aabenraa, Gråsten og Sønderborg. Stormskaderne skyldes blandt andet faldende træer, løse tagsten og væltede husmure, oplyser politiet.

* Sydøstjylland:

Her meldes der om 15 tilskadekomne. Skaderne skyldes mindre færdselsuheld, faldende tagsten og væltede træer, oplyser Sydøstjyllands Politi.

* Midt- og Vestjylland:

Der er ingen tilskadekomne personer i det midt- og vestjyske, oplyser politiet. Falck har haft omkring 30 assistancer, hvor de har været ude og fjerne væltede træer og skilte, men det ikke noget, som har givet nævneværdige problemer, lyder det.

* Østjylland:

Der er en masse væltede træer og stormskader, men ingen tilskadekomne, fortæller Østjyllands Politi.

* Nordjylland:

I Danmarks nordligste landsdel er omkring 20 træer væltet i stormen, men der er ingen større trafikale problemer eller personskader, fortæller Nordjyllands Politi.

* Bornholm:

Bornholm er sluppet nådigt fra stormen uden personskader. Der er væltede træer rundt omkring, og en enkelt tagsten er røget ned, men ellers er der roligt på øen, fortæller Bornholms Politi.

/ritzau/