OVERBLIK: Her er tiltalen i Se og Hør-sagen

Skrevet af admin

20/07/2016

Mest læste i dag

Her er hovedpunkterne i sagen mod de anklagede i Se og Hør-sagen og deres roller:

* Aller Media A/S er ansvarlig for, at chefredaktør Henrik Qvortrup 24. juni 2008 aftalte med systemoperatør, at sidstnævnte skulle skaffe oplysninger om kendtes brug af kreditkort. Frem til primo 2012 gjorde han det 662 gange. Betalingen var 430.000 kroner.

* Systemoperatør skaffede via sit arbejde i PBS og IBM fra maj 2008 til primo 2012 oplysninger om 163 offentligt kendte personer. Han leverede oplysninger om 135 af de kendte til Se og Hør og modtog 430.000 kroner.

* Chefredaktør Henrik Qvortrup indgik aftale med systemoperatøren i 2008 om, at denne fremadrettet systematisk skulle komme med informationer om de kendtes brug af kreditkort. Frem til 31. december 2008 fik systemoperatøren 70.000 kroner.

* Journalist Ken B. Rasmussen var ugebladets kontaktperson i forhold til systemoperatøren frem til primo 2012. Han sendte forespørgsler og modtog oplysninger.

* Journalist Kasper Kopping var ugebladets kontaktperson i forhold til systemoperatøren frem til primo 2012. Sendte forespørgsler og modtog oplysninger. Han planlagde derefter en ny måde at honorere kilden på.

* Redaktionssekretær Kim Bretov modtog fra sommeren 2008 og frem til 2012 oplysninger om kreditkort fra Rasmussen, og Kopping og gav dem videre til andre ansatte, så disse kunne skrive artikler om de kendte.

* Konstitueret chefredaktør Per Ingdal fortsatte samarbejdet fra januar 2009 til juni 2009. I den periode fik operatøren 60.000 kroner. Han gjorde intet for at stoppe aftalen.

* Chefredaktør Kim Henningsen fortsatte samarbejdet med operatøren fra juli 2009 og frem til primo 2012. I den periode fik operatøren 300.000 kroner.

* Redaktionssekretær og senere nyhedschef Lise Bondesen modtog oplysninger om kreditkort fra Rasmussen og Kopping og gav dem videre til journalister, så disse kunne skrive artikler.

Kilde: anklageskrifter fra Københavns Vestegns Politi.

/ritzau/