Overblik: Her lukker kaserner

Et nyt forsvarsforlig er på plads. Det betyder milliardbesparelser, lukninger af flere kaserner samt et farvel til flere tusinde medarbejdere.

Kasernen i Sønderborg og Bülows Kaserne i Fredericia lukker i forbindelse med det sidste kapitel i nye forsvarsforlig.

Det fastslår forsvarsminister Nick Hækkerup (S).

- Aftalen om kasernelukninger betyder, at der kan skabes tryghed for forsvarets ansatte, siger Nick Hækkerup.

Lukningerne finder sted i forbindelse med forhandlingerne om det nye forsvarsforlig, hvor forsvarsudgifterne reduceres med 2,5 milliarder kroner i 2015, med 2,6 milliarder kroner i 2016 og med 2,7 milliarder kroner i 2017.

Det vil føre til 2000 færre stillinger i forsvaret, der i øjeblikket beskæftiger cirka 22.000 mand.

- Det her er efter vores måde den rigtige måde at sikre et effektiv forsvar på, siger Nick Hækkerup.

Forsvarschef Peter Bartram havde på forhånd peget på fem kaserner, som han mente ville kunne lukkes. Og han lod det så være op til politikerne at beslutte hvilke, der skulle siges farvel til.

Han pegede på Sønderborg, Haderslev, Bülows Kaserne i Fredericia, kasernen på Bornholm, samt enten Vordingborg eller Høvelte, som sine bud.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup kaldte forsvarschefens indstilling for en "massakre" på de sønderjyske kaserner. Hun siger:

- Vi har været meget kede af, der stadig står så mange kaserne på listen over lukninger, men vi er glade for, at der trods alt står færre end på forsvarschefens liste.

- Jeg er ked af, at vi ikke kunne redde Sønderborg og håber, man kan opbygge en ligeså god sergentskole i Varde, siger Marie Krarup.

Da forhandlingerne tog sin begyndelse for efterhånden lang tid siden, var kasernerne i Sønderborg, Varde, Haderslev, Odense, flådestationen Korsør og beredskabstjenesten i Allinge i spil som mulige lukninger.

Regeringen valgte dog i sit udspil at pege på Høvelte og Varde Kaserne i de sidste og afgørende forhandlinger om besparelser på 2,7 milliarder kroner i forsvaret.

Diskussionen om kasernelukninger blev imidlertid udskudt, da man ikke kunne nå til enighed. I stedet bad politikerne forsvarschefen om at komme med en indstilling til lukningerne - og det er altså på den baggrund, at der nu er sat punktum.

/ritzau/

 

Dagens Gossip