Overblik: Historien om Vejlegården på to minutter

* Restauratør Amin Skov overtager Restaurant Vejlegården i oktober 2011.

* Han melder sig ind i Kristelig Arbejdsgiverforening, og hans medarbejdere bliver samtidig omfattet af en ny overenskomst med Kristelig Fagforening (Krifa) i stedet for med 3F som tidligere.

* Det betyder ifølge 3F, at en tjener, som tidligere var garanteret 130 kroner i timen på Vejlegården, nu kun er garanteret 110 kroner i timen med den nye overenskomst.

* Efter flere forgæves forsøg på forhandling indleder 3F den 19. marts 2012 en blokade og sympatikonflikt mod Vejlegården.

* Blokaden betyder blandt andet, at flere leverandører ikke kommer med varer til restauranten.

* Sympatikonflikten omfatter HK, så Vejle Amts Folkeblad får ikke trykt avisen, hvis den bringer en annonce fra Vejlegården, som reklamerer for stegt flæsk og persillesovs. Der kommer heller ikke post til Vejlegården, fordi postbudene er organiseret i 3F.

* Konflikten ruller hen over sommeren, og mange politikere fra den borgerlige fløj udtrykker sympati for Amin Skov.

* Blandt andet afholder Liberal Alliance sommergruppemøde på restauranten, ligesom flere politikere valfarter til Vejle for at spise stegt flæsk på restauranten.

* Både Amin Skov og 3F modtager flere anonyme trusler undervejs i konflikten, som sætter sindene i kog og skaber debat om fagbevægelsens blokaderet.

* Kristelig Arbejdsgiverforening (KA) mener, at konflikten mod Vejlegården er ulovlig og planlægger sag i Arbejdsretten mod 3F.

* 29. november 2012 afgør Arbejdsretten, at 3F har retten på sin side. Dog gik nogle af fagforbundets aktioner over stregen. For eksempel flere af 3F's bannere og løbesedler, som opfordrede til kundeboykot af restauranten.

* Amin Skov nægter dog fortsat at indgå overenskomst med 3F, og konflikten fortsætter.

* 21. december 2012 bliver Amin Skov indlagt med røgforgiftning på hospitalet, efter at der er udbrudt brand på Vejlegården. Han hævder at være blevet overfaldet og kun med nød og næppe at være sluppet med livet i behold.

* 2. januar i år afviser politiet i en pressemeddelelse, at Amin Skov blev overfaldet i forbindelse med branden.

* 22. januar anholder politiet Amin Skov og sigter ham for selv at have sat ild til restauranten for at få udbetalt penge fra sit forsikringsselskab.

* Efter et timelangt grundlovsforhør 23. januar beslutter retten at løslade Amin Skov. Dog opretholder politiet sigtelsen.

* 4. marts oplyser Amin Skov, at Restaurant Vejlegården er gået konkurs som følge af konflikten og branden.

* 11. maj genåbner Restaurant Vejlegården, efter at en gruppe private investorer har postet penge i projektet. Amin Skov ansættes som køkkenchef, mens hans kone er bestyrer.

* 12. juli frafalder politiet sigtelsen mod Amin Skov for brandstiftelse.

* 16. oktober: Amin Skov kræver erstatning 1,5 millioner kroner for samlet økonomisk tab og frihedsberøvelse.

/ritzau/

Dagens Gossip